Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Skyen frister, men træd varsomt

Et nyt teknologispring, som gør alt ”billigere, enklere, hurtigere og friere” er i gang. Som altid er der naturligvis også udsigt til nye problemer.

Der varmes kraftigt op til næste store teknologiskifte på it-fronten. IT-brugen flytter helt ud på nettet, ude i ”skyen”, lyder budskabet, og verdens fremmeste venturefirmaer investerer flittigt i netop Cloud Computing. En ny generation af unge mænd skaber nye firmaer, men IT-giganterne varmer de stivnede lemmer op til at kunne løbe om kap med de unge.

Forud er gået mange skift. Fra it-verdenens hvaler, de gamle mainframes, til de billigere små servere og tilhørende standardsoftware. Så slog internettet med alle sine fordele igennem, og heri ligger platformen for det nyeste skifte, væk fra lokale it-installationer, ud i skyen, der i virkeligheden udgøres af kæmpestore datacentre, styret af en række aktører.

Som ved alle tidligere teknologispring loves vi, at alt bliver billigere, enklere, hurtigere og friere - mindre stavnsbundet til leverandører.

Hvorfor vil I dog binde penge egen hardware og software? I kan blot leje jer ind hos ”skyens” it-kraftværker, der også har de fremmeste drifts- og sikkerhedsfolk, der fritager jer for det daglige bøvl, og hvor nye IT-tiltag kan etableres med et fingerknips. Koncentrer jer dog om det, der er jeres kerneforretning, hvad enten det er at drive den mellemstore håndværksvirksomhed, skolen eller servicefirmaet?

Det er stort set sangen, der tidligere blev sunget om IT-outsourcings fordele for store koncerner, og den lyder stadig besnærende for direktører, der er trætte af at de it-ansvarliges kratten på døren for at få flere kroner, hvad enten det er til kraftigere maskineri, flere supportere eller grådige outsourcingpartnere.

Kompleksiteten øges

Men bag løfterne enkelheden ligger en stor kompleksitet. Der er endnu flere ting, der skal spille sammen tæt. Driftssikkerheden kan måske blive højere, men der vil stadig kunne opstå ødelæggende sammenfald af omstændigheder. Sikkerheden mod hackere bliver nok bedre, end hvad der klares i de små lokale it-afdelinger, men sker der, når hackeren finder hullet?

Hvor mange forretningshemmeligheder siver ud fra skyen, inden det opdages, hvor mange persondata ryger til videresalg på det sorte marked, hvor mange pengeoverførsler omdirigeres?

Vi kommer endnu en gang til at se udvikling af ny teknologi, der skal kompensere for ”den revolutionerende teknologis” svagheder, men landets IT-ansvarlige er allerede nu ved at klæde sig på til at tage beslutningen. Skal de slippe kontrollen med egne it-ressourcer og satse på dem ”i skyen”? At vente på, at alt engang kommer på plads, går måske for dem, der har penge nok og ikke har behov for at kunne agere hurtigt. Andre it-ansvarlige står over for en svær opgave, når der skal krydses af med plusser og minusser.

Skal man for eksempel satse de gammelkendte, heriblandt Microsoft, IBM, EMC, HP, Oracle og Cisco, der er længere i tale end i handling? Skal man satse på de helt nye spillere, der p.t. brager ud med fascinerende nye tilbud? Eller hvad med tilbudene fra de stærke cloud-pionerer, Amazon.com og Google?

Amazon gik foran

Amazon.coms egen historie er lærerig i vurderingen af, hvorfor et skifte kan være relevant. Koncernen startede i 1995 som boghandleren på nettet, der revolutionerede branchen, og siden gik det slag i slag med andre produkter. I dag er ”stormagasinet” Amazon USA’s største onlinebutik med en omsætning næsten tre gange større, end hvad den nærmest konkurrent klarer, og Amazon ligger som nummer 44 på en liste over verdens største detailhandlere, toppet af Wall-Mart.

Amazon.com ville gå i stå på sekundet, it-systemet går ned. Derfor blev der investeret store summer i kunne håndtere spidsbelastninger - fra julehandelen til kvartals- og årsafslutninger.

Uden for de travle perioder lå udnyttelsen af program- og databaseservere, reserverede til hver deres formål, kun på omkring 10 procent. Amazon valgte gå efter en ny IT-arkitektur, hvor det blev muligt håndtere serverne pr. automatik som én stor pool, der dirigerer ressourcerne hen, hvor behovet er. Også, hvis det gælder et helt nyt IT-projekt.

Amazons egen Cloud-arkitektur blev til et nyt forretningsområde, hvor der udbydes rene IT-services startende med computerkraft og lagringsplads. En internetforbindelse er alt, der skal til, for at en kunde får adgang til ”sin” del.

De netbaserede koncepter er fristende, men vi har endnu til gode at se, hvorvidt det er bedre for nogle end for andre. Umiddelbart synes det at knibe med objektiv information om, hvor man skal passe på, så bidrag gerne på bizzen.blogs.business.dk med links til, hvor den findes.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu