Kunderne kan ikke flytte musikken, og de stavnsbindes, fordi musikken er låst, hvis de skifter teleselskab. Derfor skal Konkurrencestyrelsen ind i sagen.
1. april 2008, 08:25 – opdateret 14. maj 2012, 23:12
TDCs tilbud om gratis musik til alle sine bredbånds- og mobilkunder mødes med skarp kritik, og Danmarks største teleselskab beskyldes for at stavnsbinde kunderne, som kan vente en flere tusinde kroner stor regning senere.
Fra i dag, tirsdag (og det er ikke en aprilsnar), kan TDC-kunder nemlig hente al musik ganske gratis, efter at TDC har indgået aftale med pladeselskaberne. Men musikken kan kun høres på den PC eller den mobiltelefon, som den er hentet på. Den kan hverken brændes på en CD eller overføres, ej heller konverteres til MP3 eller MP4, og hvis man senere skifter teleselskab, bliver alle numrene ubrugelige. Al musik er kopibeskyttet med den sikring, som flere og flere pladeselskaber nu forlader, og som Forbrugerrådet slås med Apples iTunes-musikbutik om.
Vil koste tusinder af kroner
Derfor vil IT-Politisk Forening nu have Konkurrencestyrelsen til at gå ind i sagen.
»Når folk har hente nogle hundrede album og singler over et par år, vil et skift fra TDC til et andet teleselskab koste tusinder af kroner, hvis man ikke ønsker at miste sin musik. Selv hvis konkurrenten har samme tilbud som TDC, vil man skulle bruge timevis på at finde al sin musik igen,« siger Pascal d'Hermilly fra IT-Politisk Forening.
Underminerer tilliden
Prefueled, som lever af at sælge musik via Internet, er rasende over TDCs tilbud.
»TDCs lancering er et mediestunt af de allerstørste og til lykke med det. Det er også en begivenhed, der er med til at underminere branchens renommé og troværdighed - og fortsættelse af de markedstaktikker, der i 1990erne for alvor fik brugere til at miste tilliden til de nationale teleselskaber, hvor så komplicerede markedsmodeller kommer til at dominere, at brugerne mister overblik, klarhed og fair konkurrence. Det lugter,« siger Christian Marstrander, grundlægger af Prefueled.com.
Han mener, at piratkopieringen nu vil vokse, fordi man ikke tilbyder digital musik med samme fleksibilitet som CD og DVD.
TDC har flere end 30 pladeselskaber med i aftalen om Play (Spil), som den nye musiktjeneste er blevet døbt. Af de helt store mangler Universal.
TDCs bredbåndskunder skal have TDC-login eller digital signatur (som leveres af TDC).
Musikken til mobiltelefoner ligger i Apples AAC-format, til computere i Microsofts WMA-format.





























































