Tre fjerdedele af de ansatte i Skat og Skatteministeriet vil ikke betale multimedieskat.
12. marts 2010, 07:30 – opdateret 12. marts 2010, 07:34
Den stærkt kritiserede særskat på at have arbejdsgiverbetalt mobiltelefon, Internet-forbindelse eller PC er også særdeles upopulær internt blandt skattefolk.
Tre fjerdedele af de ansatte i såvel Skat som Skatteministeriet, som står bag multimedieskatten, vil ikke betale skat af deres arbejdsredskaber og har derfor sagt nej til at kunne tage deres arbejdsudstyr med hjem, skriver Børsen.
75,5 procent har sagt nej
6.644 medarbejdere i Skatteministeriet og de regionale skattecentre - eller 75,5 procent af medarbejderne - har fravalgt multimedieskatten, oplyser skatteminister Troels Lund Poulsen (V) i et svar til Folketinget. Han mener ikke, at det store fravalg er et udtryk for, om multimedieskatten er en succes eller ej.
Multimedieskatten har været stærkt kritiseret, fordi den hindrer, at medarbejderne kan udnytte teknologien til at arbejde mere fleksibelt når og hvor som helst.
Tidligere skatteminister Kristian Jensen (V) erkendte da også, da han torsdag eftermiddag talte på brancheforeningen IT-Branchens årsmøde i København, at multimedieskatten er en knast, som man gerne havde været foruden, men at den skal ses som en del af en samlet skattepakke, som har sikret skattelettelser for rigtigt mange.

































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten