Kunders manglende tillid lå bag fyring af softwaregigantens topchef søndag og indsættelsen af en dansker i stedet.
9. februar 2010, 09:10
Den tyske softwaregigant SAP, der søndag udpegede danskeren Jim Hagemann Snabe som en af to topbosser, indrømmer, at ledelsesskiftet kommer, fordi nogle af kunderne har mistet tilliden til firmaet.
»Desværre har SAP begået nogle juridiske og tekniske fejl, især i Tyskland,« sagde milliardæren Hasso Plattner, der er bestyrelsesformand for SAP, som han også var medstifter af for 27 år siden, mandag.
Personligt involveret i upopulær beslutning
Han understregede, at skylden ikke ligger hos Léo Apotheker, som søndag overraskende forlod verdens største producent af software til virksomheder og dermed gav plads for den nye dansk-amerikanske ledelse.
Ifølge Financial Times gjorde Hasso Plattner det klart, at han selv var personligt involveret i den upopulære beslutning om at hæve licenspriserne på SAPs software, hvilket ikke var sket i mange år.
Der har også været kritik af SAP for ikke at have et nyt softwaresystem til små og mellemstore virksomheder klart til tiden. Det ventes først at kunne sælges fra i år.
»Vi har mistet føringen her og dér, og jeg er helt overbevist om, at vi med holdet nu vil ændre på dette og ændre det hurtigt. Her er et budskab til vore slutkunder: Vi har ikke glemt jer,« sagde Hasso Plattner.
Topduo er bedst
Jim Hagemann Snabe, som næsten er vokset op i SAP-koncernen, skal sammen med amerikaneren Bill McDermott nu lede SAP og dets 47.000 ansatte i fællesskab.
Hasso Plattner tror stærkt på den model.
»Microsoft havde sin bedste tid, da Steve Ballmer og Bill Gates arbejdede sammen,« understregede han.






























