Sander ville udsætte afgørelse til 2011

Videnskabsministeren ville vente til 2011 med at beslutte, om bl.a. et nyt Microsoft-format skulle være OK i det offentlige.

1 Kommentar

Videnskabsminister Helge Sander (V) ville vente til begyndelsen af 2011 med at træffe en beslutning om, hvordan det offentlige Danmark skal gemme sine dokumenter, så flest muligt får adgang til dem.

Ministeren foreslog på mødet med Folketingets IT-ordførere i onsdags, at man slet ikke nu skulle beslutte sig for, om bl.a. et nyt Microsoft-format skulle godkendes. I stedet skulle man vente med at træffe beslutningen til 2011 og inden da holde en international høring samt vente på, at Microsoft i 2010 har den nyeste udgave af sin Office-kontorpakke færdig, som vil bruge en første udgave af det nye format.

Det nægtede et flertal uden om regeringen imidlertid og pressede på for at få taget en beslutning straks.  Der er nemlig allerede gået tre år, siden et enigt folketing besluttede, at nu skulle der ske noget.

Dansk undersøgelse af Office 2010

Helge Sander foreslog, at man på en international konference i 2010 bad repræsentanter fra Norge, Belgien, Holland og Frankrig, som allerede har  erfaringer med at indføre åbne IT-standarder, så man ikke er afhængig af bestemte programmer fra bestemte leverandører for f.eks. at kunne åbne et tilsendt dokument, om at dele erfaringer. Samtidig skulle Microsoft Office 2010 undersøges i Danmark for at se, om Microsoft overholder de ønskede krav.

Oppositionen, som støttes af Dansk Folkeparti, holder fast ved, at myndigheder, virksomheder og borgere fremover kan sende dokumenter, rapporter, breve m.m. mellem hinanden i to dokumentformater, som begge er godkendt af Den Internationale Standardiseringsorganisation (ISO) og derfor har det blå stempel på at kunne bruges, uden at det kræver et bestemt computerprogram fra en bestemt IT-producent. De to formater er Open Document Format (ODF), oprindelig udviklet af IT-spillere som Sun og IBM, samt det Microsoft-udviklede OOXML i den version, der hedder Strict. Sidstnævnte findes endnu ikke i brug og er forskellig fra den version, som Office 2010 vil bruge.

Til finansministeren

Helge Sander er nu gået til Finansministeriet, som i øjeblikket er i færd med at forhandle med Microsoft om en ny treårig kontrakt på vegne af mange ministerier.

»Debatten om åbne standarder er for alvor blevet en slagmark for IT-lobbyister fra alle lejre, hvor flere af Folketingets normalt økonomisk ansvarlige partier tilsidesætter klare anbefalinger fra især det uafhængige ekspertudvalg, som de enkelte partier selv har udpeget repræsentanter til,« lød det vredt fra Helge Sander, som snarest vil vende tilbage med regeringens holdning.

Flertallet uden om regeringen truer med at bringe forslaget i folketingssalen.

Kritik af høringsbrev

Samtidig får Helge Sander nu kritik for at have rundsendt sit eget oplæg, som om det allerede var afstemt med IT-ordførerne.

SFs IT-ordfører Hanne Agersnap er svært utilfreds med, at IT- og Telestyrelsen, som sorterer under Helge Sander, 26. oktober sendte et notat med overskriften »Fælles forståelse mellem Videnskabsministeren og IT-ordførerne« til udtalelse i Kommunernes Landsforening, selv om IT-ordførerne først 3. november modtog det - og i øvrigt ikke havde tilkendegivet, at de var enige.

»Det er ikke fair at bede en høringsmyndighed om at tilkendegive sine holdninger til et høringsmateriale, hvoraf fremgår, at det fremsendes som en fælles forståelse, når dette ikke er tilfældet, og som derfor kan komme til at påvirke høringssvaret,« angiver Hanne Agersnap som et af klagepunkterne i det skriftlige spørgsmål, som Helge Sander nu skal svare Folketinget på.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.

Kommentarer

Helge Sander skal skiftes ud

Det bør snart gå op for regeringen, at Helge Sander hermed har bevist, at han ikke dur som videnskabsminister. Han har selv leveret gode argumenter for at skifte ham ud:
* Agerer mere loyal over for Microsoft end over for skatteyderne. Hvem betaler hans ministerløn? Jeg håber det kun er skatteyderne!
* Forsøg på at forhale en beslutning, som allerede har været de første 3 år undervejs - seneste ved skubbe aben over på finansministeriet.
* Kan ikke finde ud af at bakke op om ISO standarden, som der er lagt stort arbejde i at få på plads.
* Forsøg på at gå uden om IT-ordførerne.

Hvor svært kan det være i en liberal regering? Selvfølgelig skal vi have fri konkurrence vha. åbne dokumentstandarder, som er internationalt anerkendte - dvs. ISO standarderne ODF og OOXML Strict.



Markedet lige nu