Selv om IP-telefoni forlængst har gjort det muligt for danskerne at ringe billigt til udlandet, vil videnskabsminister Helge Sander (V) nu give EU vetoret til at skride ind på priserne på fastnettelefoni.
12. juni 2008, 20:23 – opdateret 15. maj 2012, 23:20
Det skal være billigere at ringe til udlandet - og vil teleindustrien i Europa ikke selv gøre noget ved det, skal EU skride ind. Det mener videnskabsminister Helge Sander (V), der torsdag har bakket op om, at EU skal have vetoret på området.
Det skete på et rådsmøde i Luxemborg, hvor EUs It- og teleministre var samlet. Her bakkede Helge Sander op om, at EU skal have lov at gribe ind på fastnetpriserne efter samme skabelon, som EU tidligere har brugt til at tvinge roamingpriserne på mobiltelefoni ned.
»Det virker besynderligt, at taksten for at ringe over en landegrænse skal være højere. Vi har undersøgt, hvad det koster, og det koster meget mere, end man umiddelbart tror. Som liberal må jeg sige, at vi har ventet i rigeligt på at markedet skulle fungere selv. Nu må vi have gjort noget ved det, og det er kun godt, at EU bliver stærkere på teleområdet,« siger Helge Sander.
Tidligere har EU tvunget teleselskaberne til at sætte prisen for international roaming ned, og i dag er der en maksimumgrænse for, hvad et teleselskab må opkræve fra en kunde, der bruger sin mobiltelefon i udlandet.
Umiddelbart efter indgrebet kompenserede en række danske teleselskaber ved at overgå fra sekundtaksering til minuttaksering - et trick, som Telia dengang ikke tog i brug, fordi de vurderede at de ville tabe mere på deres renommé, end de ville vinde på højere indtægter.
Siden har EU også haft riven ude efter, hvad det koster at sende og modtage data på sin mobiltelefon i udlandet - for eksempel hvis man sender en MMS eller bruger internettet. Her er indgrebet dog endnu ikke kommet, og hos de fleste teleselskaber koster det stadig en mindre formue at tjekke mails på mobilen, hvis man er i udlandet. Ifølge Helge Sander er der dog udsigt til et snarligt indgreb på dette område også.
Netop priserne på fastnettelefoni over grænser har været et af de områder, hvor der ikke har været de store revolutioner i årevis.
Det har der til gengæld på IP-telefoni, hvor man hos en række IP-telefoni-udbydere kan få abonnementer, hvor det er stort set gratis at ringe til udlandet. Det gælder blandt andet det norsk ejede Tellio eller Århus-firmaet Redspot, men også mange andre. Samtidig oplever fastnettet især konkurrence fra mobiltelefonien, hvor rebeller som selskabet Bibob løbende presser priserne. Trods konkurrencen fra nye teknologier fastholder Helge Sander dog, at det ikke er godt nok.
»Det ændrer jo ikke på, at priserne er for høje på et område, hvor store dele af befolkningen stadig er kunder,« siger Helge Sander.
Teleanalytiker John Strand fra Strand Consult har været en af de skarpeste modstandere af EUs taktik med at gribe ind og tvinge priserne ned. Han har flere gange sagt, at konkurrencen allerede er i gang med at regulere priserne ned, hvilket sker i vidt omfang uden for EUs grænser, og at man ved at regulere blot skævvrider de frie markedskræfter.
»Helge Sander viser endnu engang manglende forståelse for, hvordan markedet fungerer. Regulering er populistisk og svarer til, at man påbød DSB at udstede klippekort. Det gør de jo i forvejen, ligesom at konkurrencen på telemarkedet findes i forvejen og teleudbyderne mange steder i EU enten allerede har, eller er i gang med, at lave flatrateprodukter, hvor man kan ringe alt det man vil til udlandet. Det er som at se en elefant i en glasbutik,« siger John Strand, der undrer sig over, hvorfor en liberal minister går ind for regulering.
Den kritik har Helge Sander dog ikke meget til overs for.
»Jeg tror, mine liberale vælgere er glade for, at de ikke skal betale ti gange så meget for at bruge deres mobil,« lyder det fra ministeren.





























































