Den sydkoreanske mobilgigant øger sit salg af dyrere mobiltelefoner med 40 procent på tre måneder og slår iPhone af banen.
28. oktober 2011, 07:57 – opdateret 28. oktober 2011, 08:08
Apple er ikke længere verdens største producent af avancerede mobiltelefoner. Med en fremgang på hele 40 procent har sydkoreanske Samsung nu solidt indtaget tronen.
Samsung rykkede ellers først rigtigt ud på det eksploderende mobilmarked i den dyrere ende sidste år men kunne fredag morgen lægge tallene på bordet i sit kvartalsregnskab for juli-september: 40 procent flere solgte mobiltelefoner i forhold til sommerferiekvartalet og hele 300 procent flere i forhold til samme tid sidste år.
Indbringende julesalg venter
Hvor Apples salg faldt fra 20 millioner styk i april-juni til 17,1 millioner i juli-september, voksede Samsungs salg fra 19 til 27 millioner. Finske Nokia, som netop har lanceret sine første Windows Phone-telefoner, solgte blot 16,8 millioner af de såkaldte smartphones.
Forude venter de mest indbringende måneder på året: julesalget. Her kommer traditionelt omkring en tredjedel af årets omsætning i hus, og Samsungs forventninger er store.
»Med blikket rettet fremad mod fjerde kvartal, hvor brancheefterspørgslen traditionelt topper, forventer Samsung, at salget af mobilt udstyr forbliver stærkt, og at fladskærms-TV-salget øges,« hedder det fra den sydkoreanske gigant, der - målt på omsætning - er verdens største teknologiselskab.
Også skibsbyggere
Samsung er også verdens største producent af mobiltelefoner med Google Android som styresystem og er ligeledes hovedudfordrer mod Apples iPad-tavle-PC med sin Galaxy Tab-serie.
Den enorme koncern, der mest er kendt for at producere fladskærme, telefoner og hukommelseschips men også bygger f.eks. skibe, omsatte allerede i 2006 for en sjettedel af Sydkoreas samlede bruttonationalprodukt. Samsung er Sydkoreas ubestridt største virksomhed, har næsten 60 datterselskaber og tegner sig for omkring en femtedel af landets eksport og nogenlunde samme andel af det sydkoreanske børsmarkeds samlede værdi.






























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten