Sagen mod landets største annoncehajer er netop gået i gang. Alle de anklagede er dukket op.
6. maj 2010, 09:40
For kun anden gang i danmarkshistorien indledes netop nu en straffesag mod de berygtede annoncehajer, der med grove midler lokker firmaer til at kaste formuer efter mere eller mindre værdiløse annoncer.
Anklagemyndigheden ved Københavns Politi indleder straffesagen mod folkene bag CBA, S.M.B.A. med tidligere navne som Copenhagen Business Administration, S.M.B.A. og Telefonbøgerne ApS.
Manden i forreste række blandt de anklagede annoncehajer er Christian Johansen, og denne gang har førerhajen tre af sine vigtigste medarbejdere med sig, der er sælgerne i virksomheden, og derved dem, der ringer til de mange danske virksomheder.
Seneste nyt: Annoncehajer erklærer sig ikke skyldig
Det store spørgmål var om de alle ville dukke op til dagens retsag, men klokken 9.30 indfandt alle de anklagede sig i Københavns byret.
ErhvervsBladet twitter direkte fra retsagen - følg det her.
- Det er en glædelig overraskelse. Vi havde hørt rygter om, at i hvert fald Christian Johansen var fraflyttet landet, så man kunne frygte, at han blev væk, siger Jeppe Rosenmejer, der er jurist i Håndværksrådet.
Sagen mod særligt sælgerne er fyldt med perspektiver.
- De største perspektiver i denne sag er sagen mod sælgerne. Får man sælgerne dømt sender det et signal om at det ikke kun er direktørene, der kan straffes, men også dem der reelt udfører de ulovlige handlingr. For vi har tidligere set, at når én direktør ryger ind, sætter en ny person sig i direktørstolen. Kan man straffe sælgerne bliver det meget lidt attrativt at være sælger og det kan svække deres organisation markant, forklarer Jeppe Rosenmejer, der er jurist i Håndværksrådet.
Også den tidligere dømte annoncehaj Lasse Schou skal i dag forklare sin tilknytning til Christian Johansens selskaber.
- Jeg tror, at i hvert fald Christian Johansen og Lasse Schou bliver dømt. Sagen mod Johansen er næsten identisk med den som sendte Lasse Schou bag tremmer. I forhold til Lasse Schou fik han sammen med domme påbud mod at være aktiv i en annoncevirksomhed. Det han er anklaget for er konsulent bidrag til Christian Johansens firma, fortæller Jeppe Rosenmejer.
Jagten fortsætter
Men selv om fire af de værste fupmagere i dag sidder på anklagebænken, fortsætter hajerne ufortrødent med at svindle danske virksomheder - og mange af ErhvervsBladets læsere.
Derfor sætter vi nu for alvor jagten ind for at komme til bunds i det omfattende bedrageri, der tvinger godtroende virksomheder ud på fallittens rand, og som koster dansk erhvervsliv millioner og atter millioner af kroner.
Følg ErhvervsBladets jagt på annoncehajer på Facebook
Politiet og landets domstole har fået øjnene op for annoncehajernes omfattende svindelaktiviteter og leverede da også et lammende stød mod svindlerne i landets første straffesag for snart tre år siden, der sendte Lasse Schou bag tremmer og gav en betinget dom til partneren Lasse Mortensen for bedrageri i firmaerne Dansk Tele Support og IT Support Danmark.
I tiden lige efter dommene var der forholdsvis stille i annoncehaj-farvandene. Men det viste sig at være stilhed før en ny bølge af fup.
Flere nye selskaber meldte sig på banen - også fra udlandet - og selv om bedrageriet ikke er oppe på helt samme niveau som tidligere, er der stadig flere hundrede virksomheder, der går i fælden hver måned. Typisk mindre og nystartede virksomheder, der hører til blandt ErhvervsBladets kernelæsere.
De mange virksomheder, der åbent har fortalt deres historie til især ErhvervsBladet og DR Kontant til skræk og advarsel for andre, sender et klart signal om, at nu vil folk fupmagerne til livs. Det mål bidrager vi gerne til.





























































