Sådan får du din smartphone til at leve længere

De hyperavancerede mobiltelefoner som iPhones og Android-baserede telefoner er fantastiske at bruge - men løber konstant tør for batteri. Her er par tips til at forlænge livet.

Intet er så godt, at det ikke er skidt for noget - og også bølgen af ekstremt avancerede og ultra-brugervenlige mobiltelefoner har en bagside. De store, lysstærke trykfølsomme skærme, heftig brug af internet og mail - og brugen af telefonerne som en MP3-afspiller slider nemlig benhårdt på mobilens batteri. En iPhone eller en HTC-telefon med Googles Android skal ofte lades op flere gange om dagen - og går telefonen død for batteri, er alle de avancerede funktioner jo pludselig ubrugelige.

Men det er der heldigvis råd for. Her kommer en stribe tips, som New York Times har samlet.

Ned med lyset.
Det kan måske virke banalt, men alt for mange mobilbrugere har alt for meget knald på lyset i deres mobiler. Jo mørkere omgivelser, man befinder sig, jo mindre lys har man brug for. Og lys er blandt topscorerne hvad batterislugere angår. Enkelte mobiler har dog de nyere OLED-displays, som er væsentlig mindre energiforbrugende, men OLED-skærme er endnu ikke almindelige i smartphones, fordi de er så dyre.

Slå net fra
Bluetooht og trådløst internet kræver strøm. Men det kræver også store mængder strøm, at have det slået til, når der hverken er bluetooth-enheder eller trådløse net i nærheden. Så står mobiltelefonen nemlig konstant og leder efter signaler - og det trækker tænder ud. Både bluetooth og Wifi er generelt energislugere - og der er meget at hente ved at bruge et headset med ledning i stedet. Men Wifi er lidt mere tricky - for intens internetsurf via wifi kan godt være mere energibesparende end via mobilnettet.

Drop det nye
Hvis du kan leve med, at data via mobilen går lidt langsommere, er der stort at spare hvis man slår 3G fra. Dermed slår telefonen tilbage til det ældre GSM-net. Der er ingen forskel på samtalekvaliteten, men data bliver lidt langsommmere, når telefonen bruger den ældre EDGE-teknologi. I langt de fleste tilfælde kan man dog godt nøjes med den langsomme forbindelse, hvis man er langt fra en stikkontakt.

Mail stinker
Datatransmission via mobilen trækker altid tænder ud, og derfor vil du gerne transmittere så lidt data som muligt. Og derfor kan mail være en dræber - særligt hvis man har push-mail slået til. I så fald står mobilen nemlig konstant og holder en dataforbindelse åben - og det gør nas på batteriet. Slå derfor automatisk tjek af mail fra, hvis du vil spare på batteriet.

Airplane mode
Denne funktion er standard i stort set alle telefoner - og det endda på trods af, at flyselskaberne ikke accepterer den. Airplane mode cutter al trådløs trafik, og derfor kan din telefon ikke bruges som telefon. Til gengæld kan du holde liv i den lidt længere.

Ud med Flash
Animationer på nettet er ofte programmeret i Flash - og Flash er temmelig energikrævende. Samtidig er Flash ifølge Apple fyldt med fejl, hvorfor Apple ikke understøtter det i selskabets iPhones. Men andre producenter af bærbare og telefoner gør, og her er en mulighed for at skrælle energiforbrug fra.

Hent en App
På nettet findes der læssevis af programmer, der kan hjælpe med at overvåge batteriforbruget. De sparer ikke på energien i sig selv, men nogle af dem kan sættes til at gøre bestemte ting, når batteriniveauet kommer under en vis procentdel. Til Android findes for eksempel det roste Locale, der kan sættes til at slå wifi, bluetooth og mails fra, når telefonen er ved at løbe tør.

Lev med det.
Gammeldags batterier skulle lades helt op og aflades helt for at bevare udholdenheden, men moderne batterier kan sjatlades som det passer en uden at det går ud over holdbarheden. Til gengæld må man lave med, at batteriet kun kan oplades op mod 1000 gange, før det skal skiftes ud. Jo flere 'cycles' batteriet har været gennem, jo dårligere er det. Når telefonen når en vis alder, kan det bedste trick derfor været at skifte til et nyt batteri.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.



Markedet lige nu