30. juni 2008, 06:30

Et nyligt møde med en robotforsker fik mig til at tænke en ekstra gang over, hvor vellykket en indretning et menneske er. Men jeg blev også klar over, hvor langt mere vellykkede mennesker kan blive, når de tager robotter til sig som hjælpere. Klogest blev jeg dog på, hvorledes det uperfekte mennesker kan få sin livskvalitet drastisk forbedret med robottens hjælp.

Robotforskeren mødte jeg på Kungliga Tekniska Högskolan i Stockholm, der har sin nærmeste pendant i Danmarks Tekniske Universitet. Kontoret på syvende etage er småt, og man må sno sig for at komme ind. I en barnevogn på den ene side af døren sov den otte måneder gamle søn. Foran den lille sofa på den anden side, lå et lyst kravletæppe med legetøj og puder.

Den lille søn er et af verdens uperfekte mennesker. Et område i hjernen er ikke udviklet, og det er også gået ud over synet.

Hans mor, den 36-årige ingeniør Danica Kragic, er en af Europas førende robotforskere, og hun har i mange år haft fokus på netop synet, altså computerens evne til via et videokamera eller helst flere ikke blot at »se«, men også at tolke, hvad der ses.

I dag aner hendes søn ikke, hvem der er i nærheden af ham, før han hører stemmen eller måske sanser en kendt berøring. Hun håber, at han en dag får hjælp af en slags synsprotese på brystet. En, som via kamera og software kan genkende den, han har mødt før, og varsle ham, når nogen nærmer sig.

I dag udgør robottens syn dog kun et ud af flere forskningsområder for Danica – eller Dani, som hun selv kalder sig – Kragic. Hun er i gang med fire større projekter – tre finansieret af det svenske forskningsråd og et af EU.

De næste trin i evolutionen
Dagens industrirobotter er programmeret af eksperter til at udføre rutineoperationer perfekt, og arbejder bag sikrede hegn. Dani Kragic, hendes kolleger og studerende, har fokus på næste trin i evolutionen, nemlig der, hvor robotten assisterer mennesker i deres arbejde og i deres boliger. Der, hvor robotten også kan agere i omgivelser, der ikke på forhånd er kortlagt. Det er også der, hvor kravene til sikkerhed for mennesker bliver ultimative.

Lægens stensikre hånd

Kragic havde allerede tidligt i karrieren under et ophold på John Hopkins University i USA fokus på samarbejdet mellem læge og robot. Der findes for eksempel områder, hvor mennesket simpelthen kommer til kort, fordi selv den mindste rystelse på hånden vil være større, end hvad kniven skal skære i eller injektionssprøjten skal trænge ind i.

Men en robot bør også bibringes en »sans« for, hvor dens rolle er i samspillet med mennesket på lige netop det aktuelle tidspunkt, og jo mere kritisk en proces er, jo vigtigere er det.

Robotter skal desuden have lært sig at samarbejde med andre robotter uden menneskelig indblanding, så de på egen hånd kan sendes ind og hjælpe, hvor det er for farligt at sende mennesket ind, for eksempel efter et alvorligt kemikalieudslip.

Allerførst skal robotten dog have helt elementær lærdom, og lad mig tage udgangspunkt i den ældre og hjemmehjælperen. Anmodningen »Vil du lige finde mig mine briller« er en »no-brainer«. Men en robot skal evne genkendelse af tale og af brille, hvor og hvordan den end ligger, beregne afstand og den nødvendige bevægelse med arm og hånd. Den skal også »vide« ikke at tage på brillen, som var det en stegepande af jern, den skal kunne klare at snuble uden at falde etc.

Ble kontra robothjælper
Helt afgørende er at gøre robotten så klog, at den i et vist omfang kan lære sig selv op til nye rutiner blot ved at se, hvad mennesker gør. Ellers bliver robotterne for dyre hjælpere.

Men har vi brug for mange robotter? Mit grove modspørgsmål lyder således: Hvad vil du helst? Sidde i timevis i en ble fyldt af lort og pis, eller få robotten til at støtte dig/køre dig ud på toilettet, hjælpe dig bukserne af etc. Den demografiske udvikling og skattepresset kan gøre det til dine alternativer.

Men tænk også på intelligente proteser til den ødelagte gigtplagede hånd, det alt for korte ben, den bortsprængte fod eller den halvlamme arm. Tænk i butikker, hvor du bare går ind og prøver og vælger den bedste protese. Det er en af Dani Kragics drømme – at kunne gøre proteser nærmest til »accessoires«. Men hun længes også efter robotter, der kan befri hende for flere huslige sysler.

I morgen udnævnes Dani Kragic til professor, og jeg kipper med flaget. Du kan læse lidt mere om hende på min blog bizzen.blogs.business.dk. Du kan senere læse mere om den forskel, hun ønsker at gøre i verden, og om hindringerne derfor, nemlig i en bog, der lige nu bærer arbejdstitlen »Nærmest lykkelig i nørdland«.

Bogen fortæller, hvad danske piger kan gå glip af ved – som de jo gør – så massivt at fravælge de »hårde« uddannelser. Den vil også fortælle om samfundets pris for fravalget.

Læs også Dorte Tofts blog på bizzen.blogs.business.dk