Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Rigsadvokat genåbner VKR-sag

Det, der i første omgang var slutfløjtet i sagen med Velux-producenten VKR, kan vise sig at få en halvleg mere. Rigsadvokaten har nu besluttet at se nærmere på sagen.

Selv om bagmandspolitiet for nylig valgte ikke at rejse sigtelser i den såkaldte VKR-sag, har Rigsadvokaten nu indtil videre omstødt bagmandspolitiets afgørelse. Det betyder, at sagen skal genovervejes, og at der kan komme nye afhøringer af nuværende og tidligere VKR-spidser.

Den nye udvikling kommer efter at sagens hovedperson, ejeren af selskabet Divine Business Solutions, Tom Lisborg, for nylig vandt en voldgiftssag mod sin tidligere makker i Divine, Jesper Mo Hansen. I voldgiftsrettens behandling af sagen var der dukket helt nye oplysninger op - og en tidligere VKR-direktør havde sågar forklaret over for dommeren, hvordan spidser i VKR havde ringet til ham og fortalt, at de havde tænkt sig at snyde Divine Business Solutions og ejeren Tom Lisborg fra at opdage, at de havde ansat hans makker, Jesper Mo Hansen.

Et snedigt trick
Makkeren var omfatttet af en konkurrenceklausul, der forbød ham at arbejde for VKR-selskabet General Solar Systems, men alligevel havde VKR opfundet et snedigt trick, der gik ud på at aflønne programmøren fra et helt andet sted i koncernen. Det skulle gøre det svært at bevise, at programmøren reelt havde brudt sin konkurrenceklausul og taget arbejde i det forbudte VKR-selskab.

Da han forlod Divine, sørgede programmøren tilmed for at slette alt det software, selskabet havde produceret for VKR, og som var Divines eneste produkt.

Politiet har uden held efterforsket sagen i to år, og da sagen overgik til bagmandspolitiet dette forår, valgte bagmandspolitiet at lukke den. Det var til trods for, at politiets bevismateriale omfattede mere end 20.000 mails, hvori programmøren og VKR-direktører aftalte snyderiet. Men den meget klare voldgiftskendelse har altså nu fået Rigsadvokaten til at åbne døren på klem for, at bagmandspolitiets efterforskning skal gå om.

"Jeg vil gå dertil at sige, at sagen ikke er lukket alligevel. Systemet har vist vilje til at se på den igen. Voldgiftsretten er jo nået til den modsatte konklusion af bagmandspolitiet - og det endda med det ekstra aspekt, at voldgiftsretten har afhørt folk, som bagmandspolitiet ikke har afhørt," siger professor i selskabsret ved Handelshøjskolen i København Morten Samuelsson.

 




Markedet lige nu