Bill Gates' overmand får sværere ved at tjene så mange penge som tidligere.
12. januar 2010, 06:10
En af verdens to rigeste mænd bliver nu hårdt presset på hjemmebanen, hvilket kan få indflydelse på hans formue.
Den 69-årige mexicaner Carlos Slim, der på et tidspunkt væltede Microsoft-stifter Bill Gates af tronen som verdens rigeste, er kommet i de mexicanske myndigheders søgelys. Slim købte i 1990 teleselskabet Telmex af den mexicanske regering, delte det op og udvidede i Mellemamerika.
Øget pres overalt
Nu er teknologi, øget regulering og voksende konkurrence ved at gnave sig ind i fundamentet af Telmex, der fortsat er hjørnestenen i Carlos Slims imperium, og som har en markedsandel på 80 procent på hjemmemarkedet. Samtidig tjener hans mobilselskab America Movil ikke længere så mange penge.
Telmex mistede næsten 25 procent i aktieværdi sidste år i takt med, at tilliden hos investorerne til nye overskud svandt ind.
Samtidig rykker konkurrenterne nu frem. Mindre kabel-TV-selskaber presser Telmex, og det spanske mobilselskab Telefónica, der er et af verdens største, vinder markedsandele i kampen mod America Movil. Ny teknologi gør det muligt for kabelselskaber at sælge Internet og telefoni, som er områder, hvor Carlos Slims imperium har domineret. Samtidig vil myndighederne lade mobilselskaberne udvide, hvilket skønnes at komme især Telefónica til gode, når det spanske selskab endelig kan komme i gang med at bygge 3G-mobilnet i landet, som vil skabe yderligere konkurrence på Internet-markedet.
Stadig god for 59 milliarder dollars
Endelig har præsident Felipe Calderon bebudet, at konkurrencen skal være større, så store selskaber ikke dominerer. Samtidig er de mexicanske konkurrencemyndigheder ved at se på, om der i cementbranchen aftales faste, høje priser. Også her har Carlos Slim ejerandele.
Carlos Slim skal dog ikke sove alt for uroligt om natten. Han ejer stadig en detailhandelsjæde, en bank og har sågar en andel i avisen The New York Times. Han anslåes at være god for 59 milliarder dollars og konkurrerer derfor fortsat med Bill Gates om at være rigest af alle de rige. Hans imperium udgør også en tredjedel af værdien på den mexicanske børs.





























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten