Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Ren gyser om afgørelse i formatkrig

På fredag vil videnskabsminister Helge Sander have besluttet, om bl.a. et nyt Microsoft-format skal kunne bruges i det offentlige. Socialdemokraterne afgør udfaldet - men grubler stadig.

Der er lagt op til en ren gyser, når folketingspolitikerne fredag formiddag skal beslutte, hvordan det offentlige fremover skal gemme sine dokumenter - og dermed om et nyt Microsoft-format får et blåt stempel eller en tur på sidelinien.

Spørgsmålet er nemlig, om flertallet uden om regeringen fortsat består. Navnlig Socialdemokraterne er blevet presset af lobbyister, efter at partiet som led i en større rokade fik ny IT-ordfører tidligere i år.

Og Yildiz Akdogan grubler fortsat, vel vidende at hun er den, der bestemmer.

»Jeg synes fortsat, at jeg mangler konkret viden om erfaringerne fra ind- og udland og vil derfor appellere til, at der holdes en konference med international deltagelse, inden vi hastebeslutter noget. Norge, Holland og Belgien har valgt at gå over til ODF-formatet, og jeg vil gerne kende deres begrundelse for til- og fravalg. Men vor linie er, som vi lagde den sammen med resten af oppositionen: Vi følger op på hensigten i det lovforslag, B 103, som skal øge konkurrencen på IT-området,« siger hun til Business.dk.

Stor betydning for alle

Det er jo dig, der bestemmer. Du udgør flertallet, så du kan vel bare kræve, at der holdes en konference, og at I udsætter beslutningen?

»Det er ikke utænkeligt, at det er det, jeg vil gøre. Men der sker hele tiden noget nyt, og jeg læser om det. Det er jo noget, der får så stor betydning for os alle, og derfor er jeg nok tilhænger af, at man ikke skal skynde sig at konkludere det ene frem for det andet. Jeg håber ikke, at det bliver en gyser men derimod den mest optimale løsning. Men jeg kan desværre ikke give dig mere konkrete svar end det,« siger hun.

Konkurrencestyrelsen: Microsoft dominerer

Politikerne skal beslutte, om det officielle Danmark fremover skal arbejde med to dokumentformater - det Microsoft-udviklede OpenXML (OOXML) og Open Document Format (ODF), som bl.a. er standardformatet i den gratis kontorpakke OpenOffice -, eller om der skal træffes et valg mellem de to, sådan som Norge for nylig gjorde, da Microsoft-formatet blev fravalgt. En aftalt prøveperiode på halvandet år er nemlig udløbet.

Konkurrencestyrelsen konkluderede i en rapport for to måneder siden, at softwarekonkurrencen i Danmark er under al kritik. Microsoft dominerer markedet med en andel på mindst 90 procent både i Danmark og på verdensplan, og der er en række forhold, som gør det både svært og dyrt at skifte den såkaldte kontorpakke - en samling computerprogrammer med tekstbehandling, regneark og præsentationsprogram som de væsentligste - ud.

Alligevel konkluderede Konkurrencestyrelsen, at det offentlige bør fortsætte med to formater både til intern brug og i kontakten med borgere og virksomheder.

DF: Gerne bredt flertal

Meldingen fra Dansk Folkeparti, som sammen med De Radikale, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten har dannet flertal uden om regeringen, er klar:

»Igennem dette lange forløb har vi været tilhænger af så åbne standarder som muligt. Vor indstilling er derfor, at man bør vælge ODF-standarden af hensyn til at få så god en konkurrencesituation som muligt. Jeg ser gerne, at vi nu får truffet en beslutning. Men det kræver et flertal, gerne et bredt flertal, også med regeringspartierne,« siger Mikkel Dencker, IT-ordfører for Dansk Folkeparti.

Venstre: To formater, tak

Venstres IT-ordfører, Michael Aastrup Jensen, vil som De Konservative fortsætte med to formater som hidtil.

»Det er en uoverskuelig opgave, såfremt man kun vælger én og ikke mindst en ODF-standard. Det vil betyde, at milliarder af dokumenter i kommuner og regioners arkiver skal laves om til et andet format, og det vil koste en bunke tid og penge,« sagde han for nylig til Fagpressebureauet.

I Danmark afsættes årligt omkring 1,25 millioner kontorpakker. De omsætter for omkring 800 millioner kroner på årsbasis - eller halvanden procent af den samlede IT-omsætning. Det offentlige køber omkring 10 procent af kontorpakkerne i Danmark. To tredjedele af alle kontorpakker i Danmark afsættes gennem Microsofts erhvervskundeaftaler.

 




Markedet lige nu