ISS har i al stilhed halveret en milliardsatsning på outsourcing af IT. TDC har taget en kovending, PFA kastede håndklædet i ringen, og DSV insourcer igen. Det var ikke så enkelt, som det syntes i direktionslokalerne.
1. september 2008, 07:28 – opdateret 16. maj 2012, 13:30
Realitetssansen fejler jævnligt på de bonede gulve, når topledelsen beslutter sig for radikal outsourcing på IT-området. Det viser et kritisk kik på store koncerner som ISS, TDC og PFA, men også andre steder har højstemte taler ved »brylluppet« med outsourcingpartneren vist sig ikke at holde stik.
ISS’ radikale outsourcing til en værdi af 2,8 milliarder kroner blev offentliggjort i 2003. For få dage siden erfarede jeg, at opgaven, som blev overdraget til IT-servicegiganten CSC, er mere end halveret siden. Konceptet med at lade CSC overtage ansvaret for alle ISS-selskaber i Europa holdt ikke.
Ved brylluppet fem år tidligere fortalte den daværende koncerndirektør Eric Rylberg, at det var helt afgørende for en global virksomhed som ISS at kunne udvikle ensartet service på tværs af grænser, også på det administrative niveau. Tre år inde i projektet opgav partnerne imidlertid at nå målet, altså at få 13 europæiske lande med på vognen.
I dag er kun fire lande, herunder Danmark, hos CSC. I de øvrige ni lande køres IT-systemerne (applikationerne) fortsat lokalt, omend de fleste af ISS-selskaberne dog har outsourcet, men til en lokal leverandør.
Det lokale aspekt viste sig at være mere afgørende, end man havde forestillet sig i direktionens mødelokale, da der blev regnet på besparelser og synergi. Problemerne strakte sig lige fra at få PCer leveret hurtigt nok lokalt, til kabling og til sproget i forretningssystemerne og hos helpdesken.
TDC opgav før start
Hos TDC trak ledelsen håndbremsen for en radikal outsourcing, inden starten gik. For mindre end et år siden fortalte TDCs koncerndirektør Jens Alder ellers, at outsourcingen ville skabe en transformeret koncern, som ville være 20-30 procent mere produktiv, og som ville reducere tiden, det tog at få nye produkter på markedet, med 67 procent.
Projektets prislap var på 2,1 milliarder kroner. Outsourcingleverandøren skulle udvikle helt nye tværgående applikationer, men også holde liv i alt det gamle, indtil stikket kunne trækkes.
For nylig kunne jeg imidlertid på min blog Bizzen berette om et ret så lakonisk internt opslag, der samtidig var dødsdommen for det ambitiøse produkt.
Dagsordenen var skiftet. Punktet, der lød på en radikal transformation af TDC, blev pludselig til en »case-by-case investeringsplan«. IT-afdelingen blev samtidig frataget positionen som linjeorganisation med direkte reference til Jens Alder.
Men Alders ønske om en radikal »topstyret« ændringsprocess på IT-området har garanteret ikke ændret sig. Det er jo et kendt faktum, at hans forgænger, Henning Dyremose, forsømte at investere det nødvendige på IT-området. Da Dyremose førte TDC frem til salg på vegne af den amerikanske hovedaktionær var overfladen smuk, men nedenunder haltede det slemt. Køberen – de fem kapitalfonde, der står bag Nordic Telephone Company – fik ikke et fit selskab for sine op mod 100 milliarder kroner.
I dag er IT-afdelingen blevet til en stabsfunktion under finansdirektør Jesper Ovesen, hvilket blandt andet forklares med, at »der skal større opmærksomhed på økonomien«. Sandsynligvis har kapitalfondenes pengemænd selv været for uopmærksomme. Deres styrke ligger jo ikke på IT-fronten, og de har måske forventet et større udbytte ved outsourcing på kort sigt end muligt, og så blev bremsen slået i.
TDC har outsourcet til CSC, dog i langt mere begrænset omfang på udviklingsfronten end oprindeligt påtænkt. Men TDC skranter, og der varsles flere fyringer, så der vil fortsat være stærkt fokus på den længe tiltrængte automatisering.
Højlydt fiasko
Og så til pensionskæmpen PFA, der valgte at udstille sin eklatante outsoucing-fiasko i fuld offentlighed.
I februar blev først koncerndirektøren fyret, og få dage efter blev kniven ført mod et årelangt, dyrt udviklingsprojekt hos CSC.
PFA valgte at bygge fremtidens system ud fra CSCs europæiske forsikringsplatform, AIA. Starten for udviklingssamarbejdet gik helt tilbage til 2003, men fem år efter blev alt altså skrottet.
Ultimo juni kom så en meddelelse om, at PFA har valgt, hvad en lang række konkurrenter allerede længe har kørt på, nemlig et pensionssystem fra danske Edlund.
At CSC fik en stor rolle i denne klumme repræsenterer et tilfælde. Kigger man på den anden store outsourcingleverandør IBM, ses også lig i lasten. Tag blot transportgiganten DSV, der er i færd med at tage alt tilbage fra IBM.
Da jeg forleden talte med en garvet rådgiver om problemer med out- og insourcing faldt følgende bemærkning: »Direktioner gør klogere i at skifte IT-chef end i at forsøge at outsource sig ud af utilfredshed med IT-afdelingen. Først når der er orden indenhus, kan det betale sig at outsource.«
Mon ikke lidt mere viden og tålmodighed på direktionsgangen også ville hjælpe?
Svar gerne på min blog bizzen.blogs.business.dk.





























































