Trods sejren over HD-DVD går det stadig trægt med at få udbredt Blu-ray-skiven, som skal afløse DVDen.
9. juni 2008, 11:29 – opdateret 9. juni 2008, 19:23
Prisen er stadig den væsentligste hindring for udbredelsen af det, der er blevet døbt DVDens afløser, nemlig Blu-ray-skiven.
»Folk betaler ikke tre gange så meget for en platform, der kun er halvbagt,« siger analytiker og ekspert i forbrugerelektronik hos ABI Research, Steve Wilson, til nyhedsstationen CNN.
Blu-ray, som elektronikgiganten Sony er ophavsmand til, vandt kampen om at blive DVDens afløser, da Toshiba i januar kastede håndklædet i ringen og besluttede at droppe sin konkurrerende skive, HD-DVD.
Prisfald ved at slå igennem
De store elektronikkæder i Danmark er begyndt at sælge (dyrere) PCer med DVD-drev, der også kan klare Blu-ray-skiver, som har samme størrelse som en normal DVD. Tilsvarende er Blu-ray-afspillere begyndt at falde i pris, ligesom filmene begynder at dukke op på butikshylderne uden for entusiastkredsene.
Men udvalget af film på Blu-ray-skiver er endnu begrænset, og når mange har investeret mange tusinde kroner i et fladskærmsfjernsyn, er de glade nok for at fortsætte med at se almindelige DVDer eller betalings-TV på den store skærm.
Amerikanerne brugte mindre på film
Amerikanske forbrugere brugte sidste år tre procent mindre på at leje og købe film i alle formater - VHS-video, DVD, HD-DVD og Blu-ray. Sammenlagt blev der købt for 24,1 milliarder dollars, men tallet ventes at falde med yderligere to procent til 23,6 milliarder dollars i år trods en seksdobling af indkøb af Blu-ray-skiver til 1,3 milliarder dollars, lyder spådommen fra Adams Media Research.
Analytikerne herfra mener, at der går endnu to år, før Blu-ray-salget bringer hjemmefilmmarkedet op på væksttal igen.
»Den gruppe, som købte 40-tommer TV-skærme til 2.000 dollars, er dem, der vil føre an. Alle andre vil følge med, når priserne kommer ned,« siger Tom Adams, stifter af analysefirmaet, til CNN.
I 2007 kunne 101 millioner amerikanske husstande afspille DVDer, mens kun 3,7 millioner kunne afspille Blu-ray-skiver, inklusiv dem, der havde købt en Playstation 3-spillemaskine, som i kraft af ophavet (Playstation er også lavet af Sony) kan vise Blu-ray-film. Det er dog stadig det dobbelt af det antal DVD-afspillere, der stod i amerikanske hjem i 1998, to år, efter at DVD-afspilleren brød igennem, og analysehuset venter, at 14,4 millioner husstande i USA inden nytår kan afspille Blu-ray-skiver.
To og en kvart million skiver solgt i Europa
Salget af Blu-ray-DVDer i Europa passerede i februar to og en kvart million.
Nærmere bestemt 2,37 millioner film på Blu-ray-diske er solgt i Europa, oplyste Blu-ray Disc Association, som promoverer Blu-ray-skiven.
Ifølge tal fra analyseselskabet GfK var 79 procent af de nye DVD-skiver, købt i Europa i årets første to måneder, Blu-ray-skiver, mens 21 procent var HD-DVD.



























































