Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Presset vokser på VKR-selskaber

Sagen om det påståede databedrageri i VKR-selskaberne, General Solar System og SolarCAP, tager nu en markant drejning. Selskaberne har nu modtaget et krav om at stoppe brugen af væsentlige dele af deres økonomistyringssystemer.

Den politianmeldte bedragerisag mod et selskab i den gamle danske industrikoncern, VKR-gruppen, tager nu en overraskende drejning, der potentielt kan være en bombe under den interne IT-struktur i to af VKR-gruppens selskaber, General Solar Systems og SolarCAP, der i dag bruger en række IT-systemer, leveret af Divine Business Solutions.

Efter en række afsløringer i sagen valgte Divine, via selskabets advokat, i går at sende et krav til de to selskaber om at stoppe alt ulovlig brug af software, leveret af netop Divine. Det kan blive yderst problematisk for VKR-selskaberne.

Divine har tidligere leveret en række IT-løsninger til de to selskaber - og mens Divine ejer softwaren, har de to selskaber brugsretten. Det er dette forhold, der er omdrejningspunkt i kravet.

Ifølge Divines advokat, Kim Håkonsson, foreligger der nemlig en række beviser på, at dele af softwaren er programmeret uden Divines vidende af programmøren Jesper Mo Hansen, der siden blev ansat i VKR-gruppen.

Måske ulovlig at bruge
Sagen er politianmeldt og politiets efterforskning har ført til et stort antal mails, hvor Jesper Mo Hansen kommunikerer med direktører i de to selskaber. Disse mails har Berlingske Business og 21Søndag gennemgået i selskab med juridiske eksperter, og i tirsdags kom det frem, at General Solar Systems direktør, Jes Donneborg i mindst et tilfælde har godkendt fusk med timesedler, for at Divine-ejeren Tom Lisborg ikke skulle opdage, at Jesper Mo Hansen i hemmelighed var begyndt at arbejde for GSS - i strid med hans egen konkurrenceklausul.

Forsøget på at skjule ting for Divine, har nu ført til den konklusion, at Jesper Mo Hansen har programmeret videre på Divines software, mens han stadig fik løn fra Divine - bare uden at fortælle det til sin arbejdsgiver og uden at aflevere det software, Divine ifølge kontrakten ejer.

Ifølge politisagen slettede Jesper Mo Hansen al software, efter han stoppede hos Divine - og efterlod dermed Divine som et tomt selskab uden produkter.
Er formodningen rigtig, er dele af VKR-selskabernes software ulovligt at bruge, mener advokaten.

Kan ikke adskilles
"Hvis der bruges software, der er stjålet, er det hæleri," siger Divines advokat, Kim Håkonsson.

Det store problem for de to VKR-selskaber er, at hovedparten af softwaren er i brug helt lovligt - mens det, advokaten beskriver som hælervarer, er bygget ind i den lovlige software. I praksis er det stort set umuligt at trække den ulovlige computerkode ud af den lovlige, og det kan betyde, at de to selskaber må helt stoppe med at bruge programmerne.

Kim Håkonsson har ikke modtaget nogen henvendelser fra VKR-gruppen efter henvendelsen i tirsdag, men da Berlingske Business i går talte med VKR-gruppens koncernchef, Leif Jensen, forklarede han, at intet tyder på, at der er begået ulovligheder i de to selskaber.

"Vi har betalt 20 mio. kroner for at have brugsrettighederne til softwaren. Kromann Reumerts foreløbige undersøgelser viser, at SolarCAPs og GGS's brug af softwaren er i fuld overensstemmelse med aftalen med Divine Busines Slutions. Det er et væsentligt punkt i sagen, jeg meget gerne vil fremhæve," sagde Leif Jensen.

Det fortsat uklart, hvor programmør Jesper Mo Hansen egentlig har været ansat. Ifølge SKAT - og VKR-gruppen selv, har han fået løn fra et selskab i gruppen, der hedder WindowMaster. Men ifølge organisationsdiagrammer og mails fra de to direktører i General Solar Systems og SolarCAP, har han i virkeligheden arbejdet som IT-chef i netop de to selskaber - et forhold, der med stor sandsynlighed er i strid med Jesper Mo Hansens egen konkurrenceklausul. Hvorfor programmøren arbejder i et selskab, men får løn fra et andet, indgår nu i den undersøgelse, som VKR-gruppen er ved at gennemføre.

 




Markedet lige nu