Østrigs svar på TDC skal af med fastnettet - hvilket også vil gøre det lettere at fyre folk.
15. juni 2009, 10:32 – opdateret 18. maj 2012, 06:21
Hele fastnettet skal sælges - for dermed kan man endelig komme til at skære ned på antallet af ansatte.
Det er tankerne bag en ny plan for Østrigs svar på TDC, Telekom Austria. De kommer fra det regerende Socialdemokratis erhvervsordfører, Christoph Matznetter, i et interview med avisen Die Presse.
Telekom Austria skal slippe sit greb om fastnettet, som skal skilles ud i et selvstændigt selskab. I Østrig som i resten af verden er der konstant frafald af kunder til fastnettet.
Ansatte er tjenestemænd
Manøvren vil imidlertid også gøre det muligt for Telekom Austria at bringe antallet af medarbejdere ned. Flertallet af de omkring 9.000 ansatte er nemlig ansat som tjenestemænd i øjeblikket, hvilket gør dem næsten umulige at fyre, ligesom teleselskabet derigennem kæmper med en meget ufleksibel omkostningsstruktur.
Udskillelsen af fastnettet i et nyt selskab betyder, at Telekom Austria fortsat kan sælge fastnetabonnementer. Det ejer blot ikke selve nettet længere.
Det vil øge konkurrencen og sikre større investeringer i nye bredbåndsnet, fordi det landsdækkende telenet nu er til rådighed for alle på samme vilkår, mener Christoph Matznetter.
EU vil skille fastnettene ud
EU rumler også med planer om at gå i kødet på de gamle statsmonopoler, som i dag stadig ejer fastnettet i de enkelte lande, sådan som TDC gør det herhjemme.
I Sverige har Post- och Telestyrelsen allerede meldt sig med forslag om at tvinge Telia til at oprette et nyt selskab, som udelukkende skal stå for fastnettet.



























































