Nye afsløringer fortsætter med at komme frem om den tidligere IT Factory-direktør, Stein Bagger. En 40 karat diamant til en værdi af 40 millioner. kr. bliver lige nu eftersøgt af det danske og franske politi.
26. marts 2009, 07:44 – opdateret 26. marts 2009, 08:50
Stein Bagger-sagen har nu fået ny næring. I jagten på de forsvundne millioner er en interessant diamant kommet i politiets søgelys.
Ifølge Børsen mener det danske bagmandspoliti, at Stein Baggers hustru Anette Uttenthal bar diamanten, der har en værdi af 40 mio. kr. og er af 40 karat, under en børnefødselsdagsfest i Monaco i juledagene, altså efter at Stein Bagger havde meldt sig selv og var blevet anholdt.
Derfor håber det danske politi nu, at de franske myndigheder kan hjælpe til med at finde frem til diamanten.
»Vi har selvfølgelig bedt franskmændene hjælpe os med noget i den forbindelse for at se, om vi kan finde ud af, hvor det smykke er henne, for vi forsøger at finde det og andre smykker for at sikre så mange værdier, vi overhovedet kan,« siger en kilde fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet til Børsen, der ikke ønsker at stå frem med navn.
Også andre diamanter
Ud over den bemærkelsesværdige diamant søger politiet også efter andre smykker, herunder en kæde med en diamant til en værdi af 13 mio. kr. Bagger skulle tilsyneladende have betalt diamanten kontant under et møde i Danmark med en amerikaner.
Også ursamling mangler
Men diamanter er ikke det eneste, som man ikke kan finde. Stein Bagger har haft en imponerende kollektion af ure, og de er endnu ikke dukket op, hvorfor politiet også eftersøger dem.
Stein Bagger er tidligere blevet sat i forbindelse med en hemmelig bankboks, og hvis boksen er tilknyttet Stein Baggers selskab Clanweager Holdings, der er registreret på den engelske kanalø Jersey, skulle det være muligt at få be- eller afkræftet, hvor smykkerne gemmer sig.
Man mener, at diamanten skulle være købt hos Pageo Jewelers i Boston i efteråret 2008, altså omkring Baggers flugt til USA.



























































