Danskernes interesse for computere styrtdykker under den finansielle krise. Branchens forventninger er helt i kulkælderen.
14. november 2008, 13:01 – opdateret 4. maj 2012, 22:29
It-forhandlere landet over må ærgerligt se til, mens pc'erne hober sig op på deres lagre for at samle støv.
Den finansielle krise har fået såvel private som virksomheder til at udskyde køb af nye computere.
Analysehuset IDC nedjusterer derfor prognosen for pc-handelen til næste år til nul eller måske endda en minusvækst.
- Det, vi oplever, er, at virksomheder sætter deres investeringer i ny hard- og software i bero, fordi der hersker usikkerhed om, hvad der vil ske. Nogle brancher er begyndt at fyre, og der har været adskillige konkurser. Det får nogle virksomheder, som ellers var igang med at forhandle om indkøb af computere, til at sætte handlen på standby., siger chefanalytiker fra IDC Anders Elbak.
En sikker indikator for, at markedet vil blive hårdt ramt til næste år, er Intels seneste prognose.
For omtrent en måned siden forventede Intel en vækst på 5-6 procent. Siden blev procentsatsen firet ned til 2-3 procent. Og torsdag blev en ny prognose meldt ud med en vækst, der er barberet ned til et stort rundt nul.
- På verdensplan sidder Intel på 75-80 procent af alle de processorer, der bliver solgt. Så deres udmeldinger er et meget klart tegn for, hvordan det går for markedet på kort sigt, siger Anders Elbak.
Siden meddelelsen blev sendt ud, er Intels aktie faldet med syv procent, hvilket er det laveste i 12 år, skriver computermagasinet ComOn. Også Microsoft, Dell og HP oplever voldsomme kursfald.




























































