Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Palm forfremmer tidligere iPod-chef

Producenten bag den berømte nye Pre-telefon, Palm, forfremmer nu en af hovedkræfterne bag netop Pre-telefonen til CEO.

Den tidligere så hensygnende producent af PDA'er og smartphones, Palm, hvæsser nu bajonetten til at gå i krig om det amerikanske marked for Smartphones. Det sker med forfremmelsen af Apples tidligere iPod-chef, Jon Rubinstein, der fremover skal være koncernchef for Palm. Udnævnelsen kommer få dage efter at Apple lancerede deres nye iPhone 3GS - og efter at Palms nye og meget omtalte telefon, Palm Pre røg til salg i USA.

Rubinstein kom til Palm fra Apple i 2007, efter at han hos Apple havde stået for udviklingen af Apples iPod - som er en af de bedst sælgende gadgets i nyere tid, og som bidrog til, at Apple hev sig selv ud af dyndet og op i toppen af image-skalaen. Han forlod dog Apple i 2006 og dukkede i 2007 op hos Palm, hvor han har været i front for Palm Pre-telefonen, der - ironisk nok - skal konkurrere mod netop Apples iPhone.

Smartphone-krigen er under gevaldigt opsejling specielt i USA, hvor der for alvor er ved at komme gang i det øvre marked for avancerede telefoner - de såkaldte smartphones. Her var Palm tidligere en af markedets mest nyskabende virksomheder med sin serie af håndholdte computere og avancerede telefoner. Men Palm blev kørt over af canadiske Blackberry og telefoner, der var baseret på Microsoft Mobil-system. Siden kom Apple til med deres ultra-hypede iPhone, der i dag er en væsentlig spiller i segmentet.

Begyndervanskeligheder med Pre
I lørdags gik Palm Pre-telefonen så til salg i USA og trods begyndervanskeligheder med leveringen af telefonen, har den fået rosende anmeldelser stort set allevegne. I forhold til den forældede Palm-platform, har den nye telefon fået en nærmest altomfattende overhaling og er endda udstyret med et helt nyt styresystem og en række funktioner, der ikke tidligere har været set i telefoner.

Apple har ellers været i førertrøjen i årevis med iPhonen, der vendte op og ned på kundernes opfattelse af, hvordan en telefon kan virke. Men selskabets nye version af iPhonen - 3GS - rummer slet ikke de nyskabelser, der skal til, for at lægge afgørende afstand til udfordrerne i blandt andet Palm Pre. Også telefoner, baseret på Googles Android-software er på vej på markedet i større stil, mens de gamle giganter, Sony Ericsson og Nokia begge er på vej med telefoner, der skal slås med Palm Pre og iPhone.

Ovenpå nyheden om den nye Palm CEO, steg Palms aktie 3,4 procent.

 




Markedet lige nu