14. juni 2010, 08:09 – opdateret 14. juni 2010, 08:15

Det blev til en tur »down Memory Lane«, da Olicom i sidste uge blev begæret konkurs. En af stifterne af det en gang så succesfulde IT-selskab civilingeniør Lars Stig Nielsen fik mig nemlig tilbage i IT-sporet efter en detour til DR Midt & Vest og Udenrigsministeriet. Takket være løfterig kampagne fra Lars Stig Nielsens side vinkede jeg farvel til en mulig karriere i diplomatiet, og heldigvis for Danmark.

Diplomati er ikke min stærke side. Jeg sagde ja til posten som informationschef i det danske techflagskib Christian Rovsing A/S, hvor Lars Stig Nielsen selv var i direktionen. Det skulle jeg aldrig have gjort. Christian F. Rovsing himself så ingen anledning til, at firmaet fik en informationschef, og han havde helt ret. Han spillede pressen bedre selv end nogen anden erhvervsmand i den tid, privilegeret ikke mindst af sin tid som beundret rumfartsekspert i TV. Hvad, der også talte, var den nationale stolthed over, at et dansk firma ikke blot leverede til rumfartsindustrien, men også evnede at udvikle de nymodens PCer og lokalnet.

Læs også: Olicoms fortjente endeligt

Spildt var tiden i Rovsing-firmaet ikke, for jeg fik lært en del om markedsføring og andet. Men jeg havde et par sammenstød med Christian F. Rovsing. Sidste gang var da han, for allerførste gang, bad mig om selv at tage kontakt til pressen. Der skulle afleveres et budskab om Dora – et forsinket redigeringssystem til Danmarks Radio. Jeg anmodede om tid til at tjekke, om beskeden nu også var helt korrekt, for ikke alt, jeg havde hørt på sidelinjen, var lige logisk. Christian F. Rovsing tog det pænt, ligeså da jeg kort tid efter valgte at forlade selskabet.

Læs også: Olicom vækker stadig harme

To år efter, i 1984, gik firmaet Christian Rovsing A/S op i røg. Kreditorkravet blev opgjort til 1,2 mia. kroner, hvilket i nutidskroner svarer til 2,25 mia. Bankerne blev de allerstørste tabere, takket være långivning langt ud over tidspunktet, hvor alarmklokkerne ringede internt, men værst var det for underleverandører. Som set så ofte i erhvervslivet var der dog ingen i topledelsen, der måtte gå fra hus og hjem, og inden asken var kold, havde Lars Stig Nielsen sammen med den tekniske direktør, Asbjørn Smitt, stiftet Olicom med et par nyttige patenter i baglommen. Italienske Olivetti var med i kulissen, deraf navnet Olicom. Olivetti overtog en del af de forpligtelser, som Rovsing-firmaet havde over for de mange danske kommuner, der – ansporet af fagforeningernes heppen – havde valgt at køb dansk. Olicom fik succes ved at satse på IBMs standard for lokalnet, Token Ring. Det danske selskab producerede en adapter – koblingen mellem computer og lokalnet – bedre end IBMs egen. Det lykkedes også Olicom at blive noteret på den amerikanske Nasdaq-børs i 1992, men fremtiden var usikker, idet IBMs Token Ring-standard var alvorligt udfordret.

En anden ældre men åben standard ved navn Ethernet åd sig ind på markedet. Ethernets svagheder var i begyndelsen både fart og stabilitet, men et teknologispring fik tingene på plads, og så var løbet kørt for IBMs lukkede standard.

Olicom blev aldrig bedre end konkurrenterne på Ethernet. En tidlig satsning, der kunne have gjort en forskel, blev ikke taget seriøst af topledelsen. Hvad Lars Stig Nielsen og Asbjørn Smitt tog seriøst var at få presset endnu en børsnotering igennem. Nasdaq-noteringen havde indbragt 330 millioner kroner. Den nye notering fem år senere, i 1997, skete på Københavns Fondsbørs og gav et provenu på 333 millioner. De to stiftere delte de 130 millioner. Af resten blev kun ni-ti millioner kanaliseret videre til selskabet. At noteringen overhovedet kunne lykkes, selv om skriften burde stå på væggen, skyldes ignorante investeringsbanker og forunderligt flotte regnskabstal, pumpet op til rekord på rekord. Så vidt jeg hører, blev der opbygget en pukkel af »solgte« Olicom-produkter hos forhandlere, som var lovet at blive holdt skadesfri af det prisfald, som konkurrencen fra Ethernet gav.

I 1998, altså året efter, bød Olicom på et underskud på 136 millioner kroner. I 1999 blev underskuddet på en halv milliard kroner, og kerneforretningen måtte sælges til anden side. De stakkels aktionærer fik ikke tilbud om udlodning, for provenuet blev i stedet brugt til hamskifte. Olicom blev til et ventureselskab, anført af Boje Rinhardt. Han var med Smitt og Nielsen hele vejen; først som økonomichef i Rovsing-selskabet, så i Olicom. Venture-forretningen blev en fiasko. Til sidst endte det i hat og briller med overtagelse af ejendomsselskabet Aktiv Gruppen Holding fra en gruppe kulørte herrer.

Se mere på bizzen.blogs.business.dk