Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Også Telenor dropper Haiti-gebyr

Alle støttepenge, som indtelefoneres, går nu ubeskåret til jordskælvsofrene. Det samme vil gælde Danmarksindsamlingen næste lørdag.

Nordens næststørste teleselskab, norske Telenor, eftergiver nu også det gebyr, som hidtil er taget, når folk ringede støttepenge ind til jordskælvsofrene i Haiti.

»Disse givertelefoner har en lille omkostning, som skal dække drift og etablering, men den omkostning har vi nu valgt at eftergive,« siger kommunikationsdirektør Torild Uribarri fra Telenor til det norske nyhedsbureau NRK.

Hidtil har gebyret været på 14,50 kroner ud af hver 200 kroner, som nordmænd har doneret. Telenor har besluttet også at eftersende de hidtil opkrævede beløb til nødhjælp.

»Dette er i tråd med, hvad vi gør under TV-aktionen, og hvad vi gjorde under indsamlingsaktionen efter tsunamien. Folk skal være trygge ved, at de penge, de giver, fuldt og heelt går til formålet,« siger kommunikationsdirektøren.

Oveni yder Telenor-gruppen selv 250.000 norske kroner til indsamlingen.

Også Danmarksindsamling fritaget

I Danmark besluttede Telenor allerede i mandags at sløjfe sit gebyr.

»Vi tilbageholder derfor ikke de normale seks procent fra SMS-donationer eller de 25 øre, som vi normalt tager, når folk ringer til 90-numre. Det gør vi med tilbagevirkende kraft for hele januar, hvor Telenor-kunder via SMS hidtil har givet 3,5 millioner kroner,« siger Rikke Juul Hansen, kommunikationsrådgiver fra Telenor i Danmark, til Business.dk.

Telenor fritager også den store Danmarksindsamling næste lørdag, som oprindelig alene gik til afrikanske kvinder, fra de normale gebyrer, således at det fulde beløb går til nødhjælp.

TDC bøjede sig onsdag

TDC bøjede sig efter stor medieomtale og besluttede onsdag at følge de øvrige teleselskaber ved at sløjfe de tre procent af det donerede beløb til Røde Kors, som hidtil er opkrævet.

Også her bliver de penge, der indtil da blev opkrævet, sendt videre til hjælpearbejdet. TDC sikrer dermed, at pengene kommer videre, selv om kunderne først senere betaler den telefonregning, som beløbet indgår i.

Kun mobilselskabet M1, som TDC købte i november, fortsætter nu med at tage gebyrer.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu