Den nyvalgte amerikanske præsident, Barack Obama, misbruges i snedigt email-trick, advarer sikkerhedsvirksomhed. Mailen spreder skadelig kode.
6. november 2008, 10:12 – opdateret 6. november 2008, 10:24
Der gik ikke længe, før interessen for den nyvalgte amerikanske præsident, Barack Obama, var blevet samlet op og misbrugt af nettets IT-kriminelle.
I disse timer går en email rundt til tusindvis af netbrugere - men mailen er ikke, hvad den giver sig ud for at være, advarer sikkerhedsfirmaet CSIS. Emailen, der lokker med en nyhed om den amerikanske præsident, indeholder nemlig et link - og klikker man på det, er man i problemer, advarer CSIS. I så fald bliver der nemlig installeret kode på brugerens computer, som IT-kriminelle kan bruge til at trække kodeord, nøglefiler og brugernavne ud af de inficerede computere.
Mailen giver sig ud for at komme fra mediesites som CNN, USA Today og BBC og kan kendes på, at den har noget om det amerikanske præsidentvalg i emnelinjen.
Det kan fx være 'A new president, a new congress ...', 'Fear of a Black President' eller 'World Welcomes Obama's Win'.
Modtager man mailen, skal man blot slette den uden at klikke på linket.
Læs også:



























































