Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Nyt, dansk og overset

En underskov af nye web- baserede tjenester med danske rødder popper frem, og mange af dem helt uden venturekroner i ryggen.

I slutningen af 90erne kunne en ung it-iværksætter knap hviske ordet dotcom i København og omegn uden at ende i avisen, og uden at blive kurtiseret af ældre investorer, der håbede på jackpot og ungdommelig smitte. Nu hvor mere solide danske iværksættere gør det godt, skal der typisk mere end et tordenskrald til for at få opmærksomhed.

Der sker vitterligt meget derude. Det blev jeg klar over, efter jeg på min blog Bizzen efterlyste ny netbaseret software med danske rødder. Der kom flere tip, end der er plads til i klummen, men her følger en introduktion til nogle af tjenesterne, og jeg går videre med emnet på min blog.

Lyt til medarbejderne
Medarbejdere, der knurrer i krogene? Voksende sygefravær? Sensement.com er, hvad der kaldes et trivsels-system. Et, der også kan spille en rolle i valget af de sundhedstiltag, som et firma indfører. Med medarbejderne selv som seismografen, som mellemledere og HR løbende bør studere.

»Ingen venturepenge, men masser af sved og støtte fra business angels,«

fortæller initiativtageren til sensement.com, Arne Winther.

Han har fravalgt at gå efter venturepenge, og det er et fælles træk fra flere af dem, der besvarede min efterlysning. I modsætning til for 10 år siden foretrækker mange i dag at klare det selv, eventuelt med lidt bistand fra private investorer. Flere begrunder det med egne og andres erfaringer med danske ventureselskaber.

Disse er kendt for at kræve rigtig meget retur, men også for sjældent at have meget andet end penge at byde på, hvilket står i grel kontrast til selvopfattelsen hos ventureselskaber, der gerne taler om deres uvurderlige råd og berettigede indgreb.

Opgavestyring
I en anden boldgade findes tasks.dk. Mange it-systemer er udviklet med store virksomheder for øje, men tasks.dk er rettet mod selvstændige og mindre virksomheder, der har behov for en enkel opgavestyring, involvering af kunden via nettet, registrering af det faktiske tidsforbrug på opgaven og fakturering heraf.
»Et fandens effektivt værktøj til projektstyring,« skriver personen, der pegede på task.dk, men som pointerer, at han intet har med firmaet at gøre udover at være en tilfreds bruger af tjenesten.
Tag også et kig på en anden tjeneste i samme boldgade, Timelog.dk. Det orienterer sig op mod et lidt tungere segment, og der er alskens ekstramoduler, heriblandt CV- og kompetencestyring på medarbejderfronten samt styring af aftaler om arbejdstid, flextid og afspadsering. Heller ikke her var det firmaet selv, der gav lyd, men en dygtig gut, der selv har gjort det flot på it-fronten, og som blandt andet påpeger tjenestens udenlandske kunder.

Hurtige kontrakter og sikre mails
En dansker i Miami og en i Uruguay står bag nettjenesten Agree2.com, som er rammen for smidig og hurtig indgåelse af aftaler og kontrakter. Via webbrowseren får man adgang til en række standardskabeloner for kontrakter. Man vælger den bedst egnede, udfylder den, partneren inviteres indenfor, og derefter går den endelige forhandling i gang – redigeringen af aftalen. Til sidst gælder det underskrifter i elektronisk form og sikker opbevaring af den indgåede aftale.

Initiativtagerne bag Agree2.com, Lau Taarnskov og Pelle Brændgaard, har ikke søgt venturekapital. »I web-baserede løsninger er det normalt arbejdskraft, der koster mest. Det har hverken været nødvendigt at investere i dyrt maskineri eller store lokaler,« forklarer Lau Taarnskov.

Lige på trapperne er tjenesten Kudocs.com til sikker forsendelse af dokumenter via en tredjepart på nettet. Blandt initiativtagerne er Peter Martin Hartwig, der har haft en del fokus på it-sikkerhed, og som netop har fået sig en Master of Science (software engineering) fra University of Liverpool. Målgruppen for Kudocs-tjenesten er iværksættere, investorer, forskere og jurister.

Søgemaskine-optimering
Konsulenter, der har levet godt af at lave søgemaskine-optimering (SEO) for virksomheder, der går efter høj synlighed på nettet, bør nok se skævt til danskerne Mikkel deMib Svendsen og hans partner Jens Ole Kjærgaard-Hansen. De står nemlig bag en gør-det-selv-tjeneste, der lægger store dele af SEO-ekspertisen i kundernes egen hænder.
De første skridt blev taget herhjemme med seosupport.dk, men skridtet over dammen er taget, og her hedder tjenesten joblr.net. Produktet gør det muligt for kunderne ikke blot at optimere relevante websites, men også for løbende at tjekke, hvor synlige man er p.t. er på søgemaskinerne, så der kan tages fat, hvis noget skrider. Mikkel deMib Svendsen har udviklet den bagvedliggende algoritme, der er under patentering i USA.

 




Markedet lige nu