Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Nye millioner til Mentaline

Investor lægger 2,5 millioner kroner i internetportalen Mentaline, hvor psykologer og coaches tilbyder rådgivning. De skal understøtte øget markedsføringsindsats.

Kendskabet til Mentaline, der er en internetportal med adgang til online rådgivning og bestilling af personlige samtaler hos psykologer og coaches, skal have et skub både i Danmark og England.

Derfor skyder en af investorerne bag Mentaline, som blev etableret i december og lanceret som portal i august 2010 af Just-eat-iværksætteren Jesper Buch, nu yderligere cirka 2,5 millioner kroner i forretningen. 

Læs også på EVB.dk:

Succes-iværksætter slår til igen

Just-eat-stifter lancerer tabu-projekt

Siden lanceringen har et salgsteam i Spanien arbejdet for at få tilknyttet psykologer og coaches til Mentaline både i Danmark og England, hvor flere end 450 rådgivere er koblet på portalen. Og nu skal der så skrues op for markedsføringen over for potentielle brugere i begge lande.

Det oplyser administrerende direktør for Mentaline, Claus Kaaber.

- Vi har fat i psykologer og coaches, der er meget åbne over for at bruge internettet både til at gennemføre rådgivning og kommunikere med potentielle brugere. Nu skal vi have skruet op for markedsføringen over for brugerne – og have vænnet dem til at bruge internettet som adgang til rådgivning, siger Claus Kaaber. 

Stor forskel på brugerne

Der er fortsat stor forskel på, hvor hurtigt de potentielle brugere tager ideen om online rådgivning til sig. Ifølge Claus Kaaber er eksempelvis virksomheders medarbejdere, der søger rådgivning hos en coach, i dag langt mere tilbøjelige til at bruge online kanaler til rådgivning, mens en bruger af en psykolog fortsat tøver.

- Vi har været tidligt ude med en løsning til videobaseret terapi, som det fortsat går trægt med at vænne nogle grupper af brugere til, siger Claus Kaaber og tilføjer, at Mentaline derfor arbejder med flere ben i forretningen. 

Flere ben i forretningen

Ud over muligheden for online rådgivning via video eller internettelefoni, er Mentaline opbygget som en platform, der for psykologer og coaches fungerer som markedsføringskanal og et værktøj til kontakt til brugerne, tidsbestilling og betaling samt telefonpasser, når de er optaget af samtaler. For brugerne virker portalen som en kanal, hvor de kan tjekke anbefalinger fra andre brugere og sammenligne priser og rabatter på forskellige services.

Mentaline blev stiftet i december 2009 af Jesper Buch med hjælp fra en række partnere og investorer. De tæller blandt andre Carsten Mikkelsen, der står bag natklub-kæden Crazy Daisy og nu har investeret yderligere 2,5 millioner i forretningen, som også Jesper Buch selv og en tredje investor tidligere i år har tilført omkring fire millioner kroner.

Forventningen til Mentaline er ifølge direktøren Claus Kaaber, at der til januar 2013 er sorte tal på bundlinjen i forretningen, hvor Jesper Buch og Carsten Mikkelsen sidder på en overvejende ejerandel, mens ledelsen i virksomheden samt en række danske virksomheder, der bidrager med arbejdskraft til udviklingen, også har ejerandel i virksomheden.

 




Markedet lige nu