Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Nye kreditorer på banen med krav til IT Factory

Flere firmaer med penge i klemme hos det krakkede IT Factory dukker op til overfladen. Kurator fortsætter kulegravningen af konkursboet alene.

Krone Kapital A/S, Siemens Financial Services, BAL Global Finance, hollandske De Lage Landen. Listen af firmaer med penge i klemme i det krakkede IT Factory blev en smule længere, da flere kreditorer i konkursboet her til formiddag mødtes i Sø- og Handelsretten i København.

Ingen af virksomhedernes repræsentanter har dog lyst til at fortælle om, hvor mange penge de har ude at svømme.

Anledningen til dagens møde var en anmodning fra partner Jan Bech fra advokatfirmaet Lett i Århus om at få oprettet et såkaldt kreditorudvalg. Jan Bech mødte ikke selv op men meddelte via kurator Boris Frederiksen, at han frafaldt ønsket.

Jan Bech fortæller til Ritzau, at de leasingselskaber han repræsenterer i begyndelsen ikke var tilfredse med informationsniveauet hos kurator, men at det ikke længere er tilfældet.

"Vi har siden fået en masse oplysninger fra kurator, og det er nu aftalt, at vi løbende holder møder, så vi kan få de oplysninger, vi også vil have fået i et formelt kreditorudvalg i retten," siger Jan Bech.

/ritzau/

 




Markedet lige nu