Det vælter ind med klager til Forbrugerombudsmanden over telefonbogsforlaget, som sender regninger for noget, som kunderne ikke har bestilt.
28. september 2009, 10:24 – opdateret 19. maj 2012, 19:22
Telefonbogsforlaget De Gule Sider fortsætter med at sende regninger til folk, der ikke har bedt om at komme med i telefonbøgerne på nogen særlig måde.
Senest har flere fynboer ifølge Fyens Stiftstidende klaget til forbrugerombudsmanden over regninger, hvor husstandens beboere står på to linier i telefonbogen i stedet for på en - med en regning på 337,50 kroner til følge.
Klagerne er væltet ind, siden DRs forbrugerprogram Kontant i januar tog sagen om de mange ubudne regninger op. Kunderne har nemlig ikke bedt om eller bestilt nogen særoptagelse, som berettiger regningen, og antallet af klager blev så højt, at teleselskabet TDC, som tidligere ejede De Gule Sider, i juni 2009 indstillede samarbejdet om fælles regninger med De Gule Sider, fordi de mange sager belastede TDC.
Omkring 50 klager til Forbrugerombudsmanden
Forbrugerombudsmanden har foreløbig fået henved 50 klager over De Gule Sider.
»Vi forhandler med De Gule Sider nu og håber på en snarlig afklaring. Vi kender problemstillingen, for vi har nu fået henved 50 klager og modtager fortsat nye,« siger specialkonsulent hos Forbrugerombudsmanden, Charlotte Bruun Windahl, til Business.dk.
Hun tør ikke spå om, hvornår der kommer en afklaring men opfordrer kunder, der er utilfredse, til at kontakte De Gule Sider direkte.
»Hvis man også kontakter os, vil henvendelsen indgå i vort materiale,« tilføjer hun.
De Gule Sider: Ikke uberettigede regninger
De Gule Sider var indtil 2005 en del af TDC Forlag, som blev solgt til European Directories. Som led i salget påtog TDC sig fortsat at sende regningerne ud sammen med telefonregningen.
Presseansvarlig hos De Gule Sider, Søren Holritzer, afviser, at forlaget bevidst sender kunderne forkerte regninger.
»Da European Directories købte forlaget af TDC, fulgte kundeaftalerne naturligvis med, så vi sender ikke uberettigede regninger ud til nogen,« siger han til Fyens Stiftstidende.



























































