Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Nye beviser belaster Stein Baggers svenske makker

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet har fremskaffet nye beviser mod Stein Baggers svindeltiltalte svenske forretningsparter Mikael Ljungman, og derfor tager sagen senere i dag en ny drejning.

Det skriver dagbladet Børsen.

Svenskeren er tiltalt for groft bedrageri for 262 mio. kr. og risikerer en dom på 12 års fængsel for sin rolle i svindelsagen. Hidtil har han fastholdt i retten, at hans selskaber - herunder Ecommerce, Xiop, Carlito Software og Dragon Phoenix China Ltd. i Hong Kong - udelukkende stod for gennemfaktureringen mellem IT Factory og leasingselskaberne.

Derfor mente Mikael Ljungman ikke, han havde nogen grund til at mistænke, at der var tale om ikke eksisterende softwarelicenser, som retssagen mod Stein Bagger ellers viste.

De nye beviser i sagen afslører imidlertid, at svenskerens partnerselskaber gentagne gange har bekræftet over for et amerikansk revisionsselskab faktisk at have modtaget de softwarelicenser, selskaberne har videresolgt. Det burde ikke kunne lade sig gøre, hvis der som anført i retssagen mod Stein Bagger var tale om fiktive softwarelicenser.

»Det er helt sikkert information, som bliver relevant for det videre forløb i retten, for bagmandspolitiet vil bruge det til at vise, at det ikke harmonerer med det, Mikael Ljungman hidtil har sagt,« siger en kilde med detaljeret kendskab til bagmandspolitiets efterforskning til Børsen.

Ifølge dagbladet Børsens oplysninger kommer de belastende dokumenter, efter at Mikael Ljungmans amerikanske selskab Ecommerce LLC i august 2008 blev bedt af sin revisor More Stephens PC i New Jersey om at skaffe bekræftelser på, at softwarelicenserne faktisk var modtaget af de andre af Mikael Ljungmans faktureringsselskaber.

»I forbindelse med revision af regnskabet for ECommerce LLC pr. 31. december 2007 har vores uafhængige revisor More Stephens PC bedt om at få verificeret, at nedenstående fakturaer er blevet leveret,« skriver finansdirektør Jason Irwin fra eCommerce LLC i august 2008.

Brevene er stilet til flere af Ljungmans andre partnerselskaber. Alle steder fra svarer de ansatte i Mikael Ljungmans selskaber bekræftende tilbage til det amerikanske firmas revisor More Stephens.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu