Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Ny IT-boble på vej?

IT-selskaber med eksplosiv omsætning og nul indtjening er i stor stil på vej til børsnoteringer i USA. Sådan er billedet dog ikke herhjemme, siger Claus Højbjerg Andersen fra Nordic Venture Partners.

Husker du Dot.com-boblen? Den toppede 10. marts 2000, da det amerikanske IT-indeks Nasdaq nåede et niveau på kurs 5048.

Halvandet år senere var indekset dykket til kurs 1.400, en masse mennesker stod uden job, og investorer havde tabt milliarder af kroner.

Og skal man tro den amerikanske avis Wall Street Journal, er der tegn på, at endnu en IT-boble nærmer sig.

IT-selskaber, der ikke tjener en krone, er nemlig i stor stil på vej til at gå på børsen i USA. Status i øjeblikket er, at over halvdelen af de teknologivirksomheder, som er på vej til notering, kører med underskud.

Ekstreme tider

Andelen af underskudsgivende IT-selskaber, der finder vej til børsen, kan dog stadig ikke sammenlignes med de ekstreme tider i 1999. Ifølge Thomson Financial havde 85 procent af selskaberne dengang ikke tjent en krone, da de gik på børsen.

Med Dot.com-boblen i baghovedet hos investorerne har der de senere år været hårdt fokus på indtjening hos selskaberne. Her er Google et godt eksempel: Da søgemaskinegiganten gik på børsen i 2004, kunne den fremvise regnskaber for de foregående tre år, der viste, at virksomheden tjente penge.

Vender det blinde øje til

Men ifølge Wall Street Journal vender flere og flere investorer det blinde øje til det faktum i dag.

Senest er netværksselskabet Riverbed Technology Inc. og IT-selskabet Isilon Systems blevet børsnoteret. Begge selskaber kører med underskud og kan fremvise kæmpe vækstrater i omsætningen.

Riverbeds aktiekurs steg 50 procent, mens Isilons kurs skød i vejret med hele 77 procent, da selskaberne blev noteret i december.

En opgørelse fra Thomson Financial viser, at et ud af fire IT-selskaber, der blev noteret i første kvartal sidste år, ikke tjente penge. I andet kvartal gjaldt det for to ud af syv selskaber, i tredje kvartal var det en ud af tre. I fjerde kvartal af 2006 var den gal for seks ud af 13 selskaber.

62 pct. med røde tal

I år er tre IT-selskaber foreløbig gået på børsen i USA. Ingen af dem tjener penge. Og hele 62 pct. af de 26 teknologivirksomheder, der har varslet børsnoteringer, har røde tal på bundlinien.

Ifølge Claus Højbjerg Andersen, der er partner hos Nordic Venture Partners, er der dog ingen tegn på, at denne udvikling er ved at flytte sig til nordiske breddegrader.

"Vi synes helt klart, at vi ser langt sundere virksomheder i Norden, hvor man ikke lader sig drive af følelser. Tiden er dog til, at folk er villige til at tage større risici, men jeg synes, at virksomhederne er gode til at kommunikere eventuelle ricisi ud," siger Claus Højbjerg Andersen, der altså ser en fornuftig skepsis både blandt investorer og virksomheder.

Tøjlerne er ikke sluppet i Norden

"Jeg ser en berettiget skepsis blandt investorer, rådgivere og virksomheder, der f.eks. overvejer at lade sig notere på First North - og jeg kan ikke se, at tøjlerne er blevet sluppet," siger han.

Skal Claus Højbjerg Andersen pege på et område, hvor man kan snakke om dotcom-boble, er det hos communitysiderne på internettet, hvor brugerne driver indholdet. Succeshistorierne her er bl.a. YouTube og MySpace - og nu forsøger mange at kopiere dem.

"Kun få af dem vil overleve, så der er da små minibobler rundt omkring, men sådan vil det altid være. Som jeg ser det, så er 2000 og hele dotcomboblen stadig meget i blodet hos de professionelle aktører - og folk er bange for at brænde fingrene," vurderer Claus Højbjerg Andersen.


Mest læste - 3 timer



Markedet lige nu