Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Ny Google-telefon: Irriterende, men lækker

På papiret er den en af de største nyheder i televerdenen i årevis - men i praksis er det blot en ganske almindelig veldesignet telefon, som på nogle områder er helt absurd irriterende. Business.dk har testet den nye Google-telefon, HTC Magic.

Det er svært at finde ud af, om man skal elske den eller hade den - og endnu sværere at lure, om den kan blive til noget stort, eller om den bare er en telefon som alle andre. Business.dk har i et par dage testet den nye HTC-telefon, der udmærker sig ved at være den første Google-telefon, der rammer det danske marked. Og mens den Taiwanesiske mobilproducent HTC har produceret en ganske gedigen mobiltelefon i form af HTC Magic, er det slet ikke telefonen, men derimod indholdet, der er interessant.

Og indholdet - softwaren - er faktisk ganske interessant. Google-telefonen har langt fra iPhonens umiddelbare appel eller Nokia- og Sony Ericsson-telefonernes genkendelighed, men er derimod på mange måder sin helt egen - på godt og ondt. Men den vender vi lige tilbage til.

Åbent system
Googles indtog ind i mobilverdenen har været ventet med spænding af nogle - og mild undren hos andre. Selv om der før er set eksempler på, at IT-selskaber pludselig kaster sig ind i telefon-markedet, er det første gang at en søgemaskinevirksomhed går den vej. Det skyldes blandt andet, at det ved første øjekast kan være svært at se, hvad Google overhovedet vil i den verden.

Ikke desto mindre kastede søgemaskinevirksomheden sig alligevel ud i et samarbejde med en række andre hardware og software-selskaber, der samledes i den såkaldte Open Handset Alliance om at udvikle Google Android-systemet, der er et styresystem, Google selv kalder Open Source. Det vil sige at alle må bruge systemet og arbejde videre på det som de har lyst.

Dermed forsøgte Google at gøre op med en mobilverden, hvor lukkede systemer var mere reglen end undtagelsen - og samtidig skaffede Google sig på bekvem vis en position på mobiltelefonerne, hvor internettet kommer til at spille en større og større rolle.
Udviklingen af Android resulterede i første omgang i en HTC-telefon, der var særligt produceret til T-Mobile i USA, og som blev ramt af en sønderlemmende kritik for at være helt utrolig grim og klodset.

Pænere telefon
Det har HTC taget revanche for i den telefon, Business.dk har testet. Telefonen er en anelse mindre end en iPhone, men har slet ikke samme wow-faktor, som iPhonen havde, da den kom. Og selv om HTC Magic umiddelbart virker mere gedigen end iPhonen gør, er meningerne om designet delte. Redaktions kvindelige panel mener således, at HTC Magic virker som en gang bras - mens andre bliver nærmest forelskede i telefonen.

HTC Magic er udstyret med en trykfølsom skærm - og som på iPhonen er det her, det meste af betjeningen foregår. Men i modsætning til iPhonen kan telefonens skærm tilpasses på utallige måder med små såkaldte widgets, der hele tiden viser eksempelvis vejrudsigten. De fleste funktioner ligger i en skuffe, man trækker op - og hyppigt brugte funktioner kan lægges direkte på telefonens skærm.

Er man ikke bruger af Googles tjenester, er der til gengæld overhovedet ingen grund til at anskaffe telefonen. Google Android i HTCs-version, er en nærmest endeløs odyssé rundt i Googles univers. Mail-tjenensten er Gmail, kalenderen er Google Calendar og selv kontaktlisten bliver suget ind fra brugerens Gmail-konto. Ikke overraskende er telefonen også udstyret med GPS via Google Maps og sågar en godt skjult RSS-funktion, der selvfølgelig bruger Googles egen reader.

Godt - men også skidt
Er man fan af Googles tjenester, er det godt - for det gør telefonen utroligt let at indstille. Første gang den tændes skal den blot forsynes med ens Gmail-login og password, hvorefter den stort set indstiller sig selv. Det gør den så godt, at den faktisk er nemmere at indstille end Apples iPhone, der kræver, at man tilslutter den til en PC eller Mac med iTunes.

Men bryder man sig ikke om Googles tjenester, er det temmelig krævende at finde og installere alternativer og det lykkedes eksempelvist ikke denne anmelder at få telefonen til at holde op med at bruge Googles egen kalendertjeneste, ligesom at der heller ikke er en løsning på, at Gmail automatisk opretter nye kontakter, hver gang man sender en mail - og at disse kontakter ryger med over i telefonens kontaktliste, uanset om man vil have det eller ej.

Irriterende stik
En vellykket feature er dog Markets, der er en program-markedsplads, der er indbygget direkte i telefonen. Ideen var Apples, men er siden blevet efterlignet op af både Nokias Ovi-store og Google. I Googles version, er programbutikken ekstremt vellykket - omend de programmer, der tilbydes har en tendens til at være useriøse prutte- og bøvseprogrammer, snarere end de lidt mere seriøse, som Apples tilsvarende butik tilbyder.

Mens konkurrenter som Nokia og Apple omsider er begyndt at forstå, at der faktisk allerede findes standarder for hovedtelefonstik-størrelser, er den virkelighed tilsyneladende gået henover hovedet på HTC. Her kan man godt glemme alt om at bruge sine dyrt indkøbte Sennheiser-hovedtelefoner, der ikke passer i det sære stik, HTC har valgt at bruge i sin telefon. I stedet er man tvunget ned i HTCs egne medfølgende hovedtelefoner, der er af tvivlsom kvalitet.

HTC Magics medfølgende Google Android-system, findes pudsigt nok heller ikke på dansk, men kun engelsk. Dog virker SMS-tasteturet med danske bogstaver - men her skal Google Android nok forvente at få på puklen fra forbrugerne, når telefonen kommer i cirkulation.

Da Apple sendte sin første iPhone på markedet, blev den mødt af kritik for at være elendig til SMS, fordi det foregik via et lille tastetur på den trykfølsomme skærm. Det gør det også på HTC Magic, men her er SMS-funktionen så ringe, at den er nærmest umulig at bruge. Det lykkedes således ikke denne anmelder at sende en eneste SMS på rimelig tid. Et ganske irriterende forhold - og særligt i SMS-begejstrede Danmark, hvor der i andet halvår af 2008 blev sendt hele 1.151 SMS-beskeder per dansker.

Telefonen kommer på banen nogenlunde samtidig med, at Palm sender deres Palm Pre til salg - og samtidig med, at Apple forventes at lancere tredje generation af iPhonen. Der er dog ingen grund til at formode, at HTC Magic telefonen er en ‘iPhone’-killler. Den bidrager nok snarere til en udvikling, hvor nutidens brugerfjendske telefoner ender med at lade livet til fordel for en generation, der er langt mere brugervenlig.

 




Markedet lige nu