Apple-bossen, Steve Jobs, lancerede mandag efterfølgeren til den kun et år gamle iPhone. Den kommer til Danmark 11. juli.
9. juni 2008, 21:01
Andengenerations-iPhonen, der kombinerer mobiltelefonen, iPoden og webbrowseren i et stykke, har været ventet med spænding.
iPhone 2 kan nu gå på 3G-mobilnettet, hvilket er altafgørende for et salg i Danmark. Ellers er det stort set umuligt at bruge den til bl.a. at gå på nettet med og at sende og hente poste, mens man er på farten. Den kan også kobles på trådløst netværk, er mindre en den gamle, hurtigere og omfatter muligheden for satellitnavigation (GPS), sådan som alle konkurrenterne efterhånden har lagt i deres dyre telefoner.
Ifølge Jobs har en af de største udfordringer været at gøre produktet til at betale for en rimelig penge. Ifølge Bloomberg er prisen for en 8-gigabyte-model skåret ned fra 399 dollar til 199 dollar. En iPhone med 16 gigabytes hukommelse ventes at komme til at koste 299 dollar. Den første iPhone er blevet sat ned i pris i flere omgange for at øge salget.
Siden Apple lancerede den "gamle" iPhone for et år siden, er der ifølge Apple selv solgt seks millioner styk.
Den nye version kommer i handelen i 70 lande i løbet af de næste måneder.
Det bliver Telia, der skal markedsføre iPhone 2 i Danmark, resten af Norden (med undtagelse af Island) samt Estland, Letland og Litauen. Telia vil »snart« begynde at tage imod forudbestillinger.
Telia har først for nylig åbnet sit 3G-mobilnet i Danmark, og det bliver derfor ikke med fuld 3G-dækning i en rum tid fremover, at interesserede danskere kan bruge iPhone 2. Når 3G-nettet ikke dækker - og det gør det typisk ikke uden for de største byer -, hopper telefonen i stedet over på det gamle mobilnet, GSM-nettet, som dog har fået et skud pep, så selve datatrafikken er sat væsentlig op i fart (også kaldet EDGE-teknologien). Telia er ene i Danmark om at bruge EDGE, som til gengæld er landsdækkende.



























































