Forskere vil forvandle din krop til en berøringsfølsom skærm.
3. marts 2010, 08:13 – opdateret 3. marts 2010, 08:27
Der er mange bud på fremtidens computer-grænseflade. Måske bliver det slet
ikke en skærm eller tastatur i traditionel forstand, men noget helt andet.
Forskere i USA arbejder på et meget usædvanligt koncept kaldet Skinput, hvor din krop forvandles til en berøringsfølsom
skærm. Det skriver New Scientist.
Det er Chris Anderson fra Carnegie Mellon University, der sammen med Dan
Morris og Desney Tan fra Microsoft Research har udtænkt systemet.
Systemet er en kombination af to nye teknologier; dels er det muligheden for
at detektere ultralavfrekvens-lyde, der skabes når du trykker på huden med en
finger, og dels de små pico-projektorer i mikrochip-størrelse, der er ved at
finde vej til mobiltelefonerne.
Først beames et tastatur eller en menu på brugerens forarm fra en projektor,
der er anbragt i et armbånd. En akustisk detektor, også anbragt i armbåndet,
finder så ud af, hvilken del af displayet du vil aktivere.
Forskerne har nemlig fundet ud af, at kombinationen af hud, muskler og
knogler producerer forskellige lyde, når du trykker på forskellige dele af armen
eller håndfladen.
En test med 20 forsøgspersoner har vist, at de fleste har nemt ved at
navigere med ikoner på forarmen - selvom de er i bevægelse. Kommandoerne kan så
overføres over Bluetooth til andre enheder, som mobiltelefoner, iPods eller
pc'er.









































