Nokia laver musik med Warner

Tre af verdens største musikselskaber har nu aftale med Nokia, som senere lancerer et års gratis adgang på alle hylder.

Verdens største producent af mobiltelefoner, finske Nokia, har nu også Warner Music med i sin stald, når der fra senere i år gives et års gratis adgang til alle hylder fra nye Nokia-telefoner.

Dermed har tre af de største musikselskaber i verden - de to andre er Sony BMG og Universal Music - aftaler med Nokia, der begyndte som en gummistøvlefabrik men i dag sælger to af hver fem solgte mobiltelefoner i verden. Sidste år røg 440 millioner Nokia-telefoner over diskene.

Milliarderne venter derude

Nokia satser massivt på musikmarkedet i forventningen om, at netop underholdning bliver den nye drivkraft for mobiltelefonerne. Faktisk anslår Nokia ifølge avisen International Herald Tribune det globale onlinemarked til at være 100 milliarder euro (745 milliarder kroner) værd i 2010.

Nokia er derfor i gang med at lancere sin egen musikbutik på nettet i flere lande. For få uger siden åbnede den svenske, og en dansk er på vej - dog er det endnu uvist hvornår. Oveni planlægger Nokia lanceringen af »Comes With Music«, en abonnementsordning, hvor Nokia-kunder i 12 måneder kan hente al den musik, de orker, og lytte ubegrænset til den. Musiktilbuddet skal trække kunder til fra konkurrenterne.

I 2007 blev der på verdensplan solgt for 2,9 milliarder dollars (13,7 milliarder kroner) digital musik.

 



Markedet lige nu