25. august 2008, 06:30

Jeg kender en højtlønnet mand, som bruger flere timer på sjov end på alvor ved arbejdspladsens PC. Jeg sidder ikke på kontor med ham, deler ikke engang arbejdsplads med ham, men det er billedet, jeg får, alene ved at følge ham på nettet. Det afslører også, at mandens positive, faglige selvbillede er ude af takt med realiteterne.

Hvem manden er? En fiktion, men ikke blot. Billedet er nemlig inspireret af brikker i det puslespil, jeg dagligt ser udfoldet for mine øjne ved at deltage på Facebook, Plaxo, Twitter, på blogs og alle de andre steder, hvor brugen af såkaldt social software udfolder sig.

Andre brikker til puslespillet ser jeg i omtale af langt mere vidtgående planer. Jeg læser blandt andet om analysesoftware, der kan afsløre en del om folks psykologiske profil, uden de har bedt om det, til glæde for blandt andre marketingfolk og kriminelle. Jeg har også noteret mig de forsøg, der gøres med sensorteknologi for dem, der ikke vil lade sig nøje med selv at berette, hvad de gør og tænker, men som også vil have omverdenen med som fast følgesvend, hvor de end er.

For de læsere, der ikke færdes hjemmevant hos Facebook og de andre steder, dog først noget om, hvad social software og sociale netværk kan være.

Indledningsvis »melder man sig ind« – man opretter sin profil, og nogle vælger at gøre det med ret så detaljerede oplysninger om alt lige fra fødselsdato til karakteristik af egen personlighed.

På visse steder, såsom erhvervsrettede LinkedIn, er indholdet, hvad man kan kalde visitkort på steroider, nemlig udbygget med CV, anbefalinger og liste over forretningskontakter. Alt deles i dybden med kontakterne, og overfladisk måske med alle via Google-søgninger.

Beretning fra egen tilværelse og net
På andre steder, såsom Facebook, fortæller man typisk også i tekst, billeder og på kort, hvad man gør, hvor man er og hvorfor. Man genfinder gamle klassekammerater, man melder sig til interessegrupper. Via hundredvis af ekstra småprogrammer (applikationer), har man adgang til musik- og TV-stationer, udvalgte blogs, tests man kan udfordre andre på og meget mere.

Selvfølgelig er alle ens Facebook-venner ikke blot med på en kigger, men også på deltagelse blandt andet via egne »newsfeeds« beretninger fra egen tilværelse på sociale net.

Al den viden om forretningsforbindelser, kolleger, venner og venners venner viderebringes løbende pr. automatik. Vi er typisk flinke ved hinanden, lejlighedsvis hårde ved os selv, og måske rigtigt hårde mod den eller det, der står uden for fællesskabet.

Kombinationen er jo ikke den værste, og gennemslagskraften kan være enorm, hvilket Barack Obama nok er det fremmeste eksempel på.

Obama har ikke blot overgået alle de andre med præsidentambitioner på Facebook, hvor han har langt over en million »venner« og en egen applikation, der viderebringer nyt, men han har også overgået de andre i ekstrem grad på de andre betydningsfulde sociale net.

I ryggen har han desuden en skelsættende succes med etableringen af et socialt netværk, myOB (www.my.barackobama.com), hvor venner tælles i milliontal. Det er en højoktansmaskine for aktivering af frivillige til at stemme dørklokker, til at samle millioner af dollar ind, til at styre kommunikation og angreb, til at få folk til nærmest at føle, at de er en del af Obamas succes.

Nettet glemmer aldrig
Som jeg antydede med min »fiktive« mand i indledningen, kan nettet imidlertid også give bagslag.

Nogle personer viser via deres flittighed på nettet, at de enten må være supermennesker, arbejdsløse eller ligeglade med lønarbejdet. Nogle markedsfører sig i så ekstrem grad, at det hviner. Andre jagter hektisk nye kontakter og afslører dermed, at de ikke aner, hvad det er at være en god »netværker«. Andre igen udbasunerer »følelser« i så rigt mål, at man vil betakke sig for at få dem på firmaholdet.

Der har jo været skrevet om, at nettet tjekkes, når der tages stilling til, hvem der ansættes, hvem der skal handles med, hvem der skal være kæreste, hvem der kan mistænkes, hvem der kan bedrages med videre. Eksplosionen i brug af de sociale net gør imidlertid »minedriften« så langt mere effektiv.

Nogle år frem i tiden vil vi se nye søge- og analyseværktøjer, der gennemtrawler nettet og markedsføres som en effektiv karakterprofilering, måske koblet til nye konsulenttjenester. Vi vil også se andre identificeringstjenester, blot »fordi man kan«.

Selvfølgelig er jeg ikke fortaler for, at man skal holde sin kæft, for det vil også vække mistænksomhed. Men jeg deler ikke mange yngre »netværkeres« tiltro til, at det kun er et spørgsmål om et generationsskifte, før diskretion og en vis ydmyghed ikke længere ses som dyder, der tæller.

Hørte jeg nogen sige »Fej for egen dør først?«. Giv blot din holdning til kende på min blog bizzen.blogs.business.dk.