Danske medier tager nyt våben i brug for at sikre sig mod falske adresser med indbyggede stavefejl.
8. januar 2010, 06:00
Det skal være slut med, at danske virksomheder bliver udsat for netpirater, som køber adresser, der ligner firmaets, og lokker folk til at klikke på dem.
Foreningen af Danske Interaktive Medier (FDIM) har derfor indgået en aftale med firmat Stop-TPS, hvis database løbende registrerer alle opkøbte netadresser, så man hurtigt kan kontrollere, hvem der ejer adresser med indbyggede tryk- eller stavefejl.
Får penge fra Google
Begrebet kaldes domænesnylteri. Når man taster forkert i en adresse (f.eks. berlinske.dk i stedet for berlingske.dk), kommer man i stedet ind på en netside med et link, der fører én videre til den rigtige side. Men når man klikker, er det ofte et såkaldt Googlelink, så indehaveren af det rigtige netsted skal betale penge til Google, som igen betaler indehaveren af den falske adresse for at have skaffet flere annoncevisninger.
I første omgang løber aftalen et år og betyder, at FDIM-medlemmer kan abonnere på systemet til fast pris.
Mindst to procent af alle registrerede, danske Internet-adresser er det rene svindel – og man risikerer oven i købet at få installeret spionprogrammer, der aflurer netbankkoden på ens computer, hvis man ved en fejl får skrevet forkert i adressen.
Antallet af svindeladresser stiger hele tiden. Særligt ramt er medier, Internet-handel, finans, forsikring og rejsebranchen.




























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten