En af Danmarks største netbutikker oplever i stigende grad at blive udelukket fra salg af mærkevarer. Brancheforening bekræfter tendens i branchen.
10. juli 2008, 13:05 – opdateret 10. juli 2008, 13:18
Mens stadig flere danskere handler på nettet for at spare penge, støder netbutikkerne på en stigende modstand fra mærkevareleverandører, der ønsker at kontrollere udsalgsprisen.
Den tiltagende konflikt mellem leverandører og netbutikker bekræftes af de nethandlendes brancheorganisation.
"Vi hører om flere og flere sager. Det er særligt på mærkevare, hvor leverandøren ønsker at styre handlen med produkterne både i forhold til pris, og hvordan de præsenteres. Men leverandørerne skyder sig selv i foden, for forbrugerne vil i stadig stigende omfang købe online, og den udvikling kan ikke stoppes, siger Morten Kamper, som er direktør for Foreningen for Distance- og Internethandel, FDIH.
Seneste eksempel er BilligVVS.dk, som er landets største onlineforhandler af VVS-artikler til private. Virksomheden har over en årrække oplevet at blive afvist af leverandører, fordi netbutikken ikke ønskede at lade sig diktere af faste priser.
Skulle hemmeligholde priser
Blandt andet stoppede en leverandør af spabade et mangeårigt samarbejde, da leverandøren selv startede en netbutik, og BilligVVS.dk fastholdte at have billigere priser.
I et andet tilfælde ville et firma gerne levere varer til BilligVVS.dk, blot netbutikken lovede ikke at skilte med rabatprisen på nettet. Kunderne skulle kontakte BilligVVS.dk, der derefter kunne oplyse den ”hemmelige pris”. Det ville netbutikken ikke og mistede dermed en leverandør.
- Vores koncept er, at priserne skal være lave og synlige på hjemmesiden. Det kan vi ikke begynde at lave om på, fordi en leverandør ønsker det, forklarer direktør for BilligVVS.dk, Jesper Bunde-Petersen.
Ifølge konkurrencestyrelsen findes der flere eksempler på såkaldte bindende videresalgsaftaler, og det er ulovligt.
- Som udgangspunkt må en leverandør selv bestemme, hvem man vil handle med. Men man må aldrig som producent diktere, hvilken pris en forhandler skal tage, har kontorchef i Konkurrencestyrelsen Benedikte Havskov Hansen forklaret til Morgenavisen Jyllands-Posten.









































