Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

NemID lukker bankernes mobiladgang

Jyske Bank tvinges til at slukke for kundernes adgang til netbanken via smartphones.

6 Kommentarer

Selvom iPhones og Google-telefoner i stigende grad overtager pc’ens rolle som nøgle til informationssamfundet, bliver smartphones i første omgang udelukket fra at bruge den nye digitale signatur, NemID, som i øjeblikket er ved at blive udrullet.

NemID skal indføres som adgangsvej til alle bankers netbanker. Men det betyder, at de banker, der hidtil har givet mulighed for mobiladgang til netbanken, nu tvinges til at lukke for adgangen via smartphones.

Læs også: Nye nedbrud kan true NemID

”Vore kunder har i dag mulighed for at logge på Jyske Banks netbank via mobiltelefonen, men fremadrettet så mister de den adgang. Det skyldes NemIDs krav om, at der skal anvendes en Java-applet,” siger Søren Skouenborg, funktionsleder i Jyske bank.

En af NemIDs kritikere, udvikleren Mikkel Falkenberg, siger til ComON, at NemID bomber udviklingen tilbage.

”Der er temmelig mange mennesker i min bekendtskabskreds, som bruger deres smartphone til at ordne banksager. Det kan de ikke længere. Og når NemID bliver eneste adgang til det offentlige på nettet, misser man også mulighederne,” siger han.

Ifølge Mikkel Falkenberg er det de fleste bankers netbanker, der nu bliver lukket for smartphone-brugere.

En work-around

Danske Banks mobile netbank vil dog som en af de meget få netbanker stadigt kunne tilgås mobilt efter overgangen til NemID. Det siger udviklingschef i bankens netbankafdeling, Allan Severinsen, til ComON.

Bankens work-around vil dog kun bestå ind til DanID selv kommer med en mobilløsning, hvilket Danske Bank forventer sker på et tidspunkt.

Men selvom mobile apps for tiden er det, der snakkes om mange steder, så kan udsigterne til en mobil NemID godt blive lange.

Mikkel Falkenberg fortæller, at han har bedt om aktindsigt hos IT og Telestyrelsen, men at de foreløbige svar ikke viser, at der er nogen aktuelle planer om at tilbyde mobiladgang gennem NemID.

Læs også: Professor afviser sikkerhedshul i NemID

Det forhold bekræftes overfor ComON af centerleder i IT og Telestyrelsens digitaliseringscenter, Palle H. Sørensen.

Han understreger overfor ComON, at det kun er bankernes mobil-adgang, der forsvinder.

Den gamle digitale signatur, som blev anvendt af offentlige tjenester, havde ikke mobil-mulighed.

”Men vi er da udmærket godt klar over, at et stigende antal mennesker går på nettet med en smartphone snarere end en pc,” siger Palle H. Sørensen.

It og Telestyrelsen har ifølge centerlederen ingen aktuelle planer om at indbygge mobiladgang i NemID. Først en gang næste år vil man sammen med samarbejdsparterne se på, om det skal udvikles.

”I princippet var der ikke noget i vejen for, at java-appletten kunne lægges ned på en mobiltelefon. Vi er da godt klar over, at der især blandt yngre brugere er en stor gruppe, som er vant til at bevæge sig på nettet med deres smartphones. Men vores fokus har i første omgang været, at få systemet ud så bredt ud som muligt,” siger Palle H. Sørensen.

NemID vil næste år påbegynde udviklingen af et elektronisk nøglekort som alternativ til det kodekort, der udleveres til brugerne i dag. Men en løsning, der gør adgangskontrollen funktionsdygtig på en smartphone, er der ikke planer om.

”En mobil-platform er ikke en del af det kontraktlige udviklingsarbejde i DanID-samarbejdet,” siger Palle H. Sørensen.

Set det gerne i gang

Hos Jyske Bank lyder meldingen, at man gerne ser det udviklingsarbejde taget snart:

”Det er klart, at det er et ønske for kunderne, så det vil vi da bede om i DanID-samarbejdet,” siger Søren Skouenborg fra banken.

Når parterne næste år begynder at kigge på, om NemID i fremtiden skal kunne bruges på en mobil, vil man blandt andet skulle forholde sig til, om de forskellige platforme på mobilområdet udgør en urimeligt stor udfordring, påpeger Palle H. Sørensen.

Læs også: Virksomheder vilde efter NemID

”En af udfordringerne i dag er jo, at der ikke er nogen branchestandard for mobil-operativsystemer, så det er ikke bare noget, vi springer ud i uden videre. Der er også nogle sikkerhedsmæssige spørgsmål der skal afklares:

Hvis man bruger mobilen som identifikationes-enhed, så løber man en risiko, hvis den stjæles eller får virus?, siger han.

Selvom en mobil-udgave af NemID kan synes oplagt, skal parterne først have overstået den igangværende store udrulning af signaturen til hr. og fru Danmark. Derpå skal erhvervslivet fra begyndelsen af næste år i gang med at udrustes med NemID. Næste skridt er førnævnte smartcard eller token, der kan indeholde nøglerne. Først når disse store projekter er klaret, vil NemID –parterne begynde at overveje, om det snart skal være tiden, hvor du kan tjekke netbanken fra en iPhone.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.

Kommentarer

Nem ID = digital løsning?

Er nødt til at tilslutte mig de kritiske kommentarer - hvordan kan man i 2010 udvikle en digtital løsning hvori et stykke papir er nødvendigt for at logge på? Det er hverken nemt eller digitalt!

Jeg oprettede NemID for en lille måneds tid siden - jeg er udlandsdansker og er i allerhøjeste grad afhængig af at kunne tilgå både bank og det offentlige online.

Først og fremmest det faktum at jeg skal have to fysiske breve tilsendt for at kunne logge på er en joke - dernæst ventetiden og omkostningen på at få dem sendt herud. Jeg bor i Asien, så det er både dyrt og tvivlsomt om al post kommer frem. Ift Nordea netbank som jeg bruger i dag, er "Nem"ID tre skridt tilbage. Med min digitale nøgle kan jeg tilgå netbank, og bruge alle funktioner, og fra enhver computer da jeg gemmer nøglen i min Gmail.

Hvorfor er der ikke lavet en fælles digital nøgle som alle eksisterende digitale brugere - på tværs af platforme - bliver migreret til? Pin koden kan jeg jo få tilsendt i min netbank inden jeg selv - ved et tryk på en knap - godkender den nye (forbedreede) NemID...

Det er en ommer...

Hvorfor have nem ID

Hvad der undre mig er den jubel begejstring der er for et system der ,hvis det omgås giver den der omgår det, mulighed for at se alle dine personlige oplysninger og stjæle din identitet.

Når du indføre sådanne systemer er spørgsmålet altid hvem vogter vogterne? Fuld adgang er det samme som at give fuld adgang til dem der finder ud af at misbrug det.

Min tillid til private firmaer eller det offentlige er ikke stor nok til at jeg vil røre Nemid med en ildtang.

Nem ID + Digital løsning 2010 = Haha

Kejserens nye klæder.

At man kalder det en digital forbedring/løsning i stedet for digital signatur, er Årets joke.

Der må være en højt oppe i beslutningsfasen, der har en fætter/søn, der er god til hobby it og som er ledig.

Papir må ALDRIG være en del af en digital løsning...

Hvor nemt er NemID?

Jeg syntes sku det er alt for besværligt med det irriterende kodekort. Glemmer jeg min pung derhjemme (med kortet i), så kan jeg ikke ordne bankforretninger i min frokostpause. Helt ærligt - det er et kæmpe skridt tilbage! :( Mine gamle forældre kan ikke magte at lære et nyt system, så nu bliver de nød til at tage i banken i stedet for at ordne det via webbank. Hmmm.

"Branchestandard for mobiloperativsystemer"...

"En af udfordringerne i dag er jo, at der ikke er nogen branchestandard for mobil-operativsystemer"

Sådan en hjernedød kommentar. Du skal overhovedet ikke forholde dig til hvilket operativsystem folk bruger for at anvende NemID. Du skal bare bruge åbne og veldefinerede teknologier som HTML og Javascript. Tak.

Hvor sløv er det tilladt at være?

Hvorfor skal DK have folk som Palle H. Sørensen, hvis eneste formål er at bremse udviklingen? Kunne man ikke bare for én gangs skyld lade være med at udrulle et IT-projekt som ikke gjort færdigt, i stedet for at nosse rundt som en flok forvirrede tosser, der forsøger at lave smarte løsninger.
Hvorfor helved er det ud ikke sikkert at logge på sin netbank med et stykke papir og et kodeord fra sin mobil - at den kan blive stjålet, tja det kan en PC vel også.. Derfor mangler tyven jo stadig kodeordet.. DK, vi halter bagefter!!




Markedet lige nu