Umuligt at bestille den nye digitale signatur, fordi alt for mange forsøger samtidig.
1. juli 2010, 14:47
Danmarks nye digitale signatur er brudt sammen.
Det er umuligt at komme til at bestille den nye NemID, fordi alt for mange forsøger at gøre det samtidig. På et tidspunkt var der ti forespørgsler i sekundet.
»Vi er succesramt, kan man sige. Vi abonnerer på CPRs tjeneste, som bruges, når man opretter sin NemID. Den har en kapacitet, som vi har overtrukket. Der bliver simpelt hen sendt mange flere forespørgsler af sted, end CPRs netside kan klare,« siger pressechef Jette Knudsen fra DanID under PBS, som administrerer den nye fælles digitale signatur.
Arbejder på at få mere kapacitet
NemID blev ellers lanceret torsdag formiddag med lovord fra hele det officielle Danmark. Bankerne begynder først i august, når folk er tilbage fra sommerferie, med at skifte den nuværende netbank-ID ud med den nye NemID, som også kan bruges overalt på offentlige selvbetjeningssider på nettet samt på virksomheders og fagforeningers netsteder.
Jette Knudsen understreger, at der ingen sikkerhedsrisiko er ved at have indtastet sine personlige oplysninger og dernæst få fejlen om, at der er problemer.
»Det er ærgerligt, at det sker, men vi kan kun opfordre til, at man prøver igen lidt senere. Vi arbejder nu med CPR-registeret og dets IT-leverandør, CSC, om at få mere kapacitet til rådighed,« siger hun.






























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten