Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Multimedieskatten står for skud i finanslovsforhandlinger

Den omstridte multimedieskat, der rammer 517.000 danskere med firmabetalte mobiltelefoner, andet IT-hardware eller bredbånd i hjemmet, kommer helt sikkert i spil, når finansloven for 2011 skal forhandles

Den voldsomt omdiskuterede multimedieskat, som blev indført med virkning fra 1. januar i år, kan meget vel blive droppet, når der finanslovforhandlingerne om kort tid ruller på Christiansborg, skriver BørsenDigital tirsdag. Sikkert er, at Liberal Alliance forlanger skatten sløjfet som et ud af ni krav, som skal inddrages i et eventuelt forlig om finansloven. Regeringen har brug for finanslovsstemmer, som ligger ud over, hvad VKO selv kan mønstre.

Det kan enten være løsgængerne i Folketinget, og dem er der tre af: Pia Christmas-Møller (tidl. K), Christian H. Hansen (tidl. DF og nu repræsentant for Fokus Partiet) samt Per Ørum Jørgensen (tidl. K og nu repræsentant for Kristendemokraterne). Eller det kan være Liberal Alliance, som vil kunne presse et farvel til multimedieskatten igennem. Multimedieskatten har udløst voldsom kritik blandt arbejdsmarkedsorganisationerne, som har kritiseret den for at være uigennemtænkt og hindrende for vidensamfundets udvikling og fleksibilitet.

Læs også: Avishold i lønpakker skal indberettes til Skat

Ryger multimedieskatten, så bliver det en særskat med en historisk meget kort levetid. Skatten blev under voldsom debat indført som en del af den seneste skattereform med virkning fra 1. januar i år, som blev gennemført af VKO-flertallet. I princippet omfatter den alle former for digitalt udstyr, som en medarbejder får stillet til rådighed af en arbejdsgiver, det være sig en computer, en mobiltelefon eller f.eks. det såkaldte medarbejderbredbånd.

Medarbejdere, der rammes, skal betale multimedieskat af 3000 kr. Kristian Thulesen Dahl, finansordfører i Dansk Folkeparti, er ikke afvisende over for at multimedieskatten kunne indrettes bedre, end den ser ud i dag, men principielt fastholder han, at medieteknologi, som bruges privat, heller ikke fremover er noget arbejdsgiveren skal finansiere, og det vil det blive, hvis beskatningen helt fjernes:

»Vi skal jo også tænke på, at arbejdsløse og pensionister ikke har nogen til at betale for sig,« siger han. »Men vi vil jo alle sammen gerne have lavere skat på arbejde. Multimedieskatten var en del af finansieringen af den seneste skattenedsættelse. Liberal Alliance skylder at fortælle os, hvor pengene så skal komme fra. De er kun kommet med den ene del af ligningen,« siger han til BørsenDigital.

Læs også: TDC-ansatte fik mere i løn og en fridag

Liberal Alliance toner rent flag:

»Den skat er mod al sund fornuft. Vi skal have et fleksibelt arbejdsmarked. Og vi skal ikke gøre arbejdskraften dyrere end den er i forvejen. Multimedieskatten er udtryk for en kedelig misundelsestankegang. Det sidste vi skal bruge i en global verden. Den her skat har VKO faktisk fortrudt. Man kan ikke stå og holde skåltaler om et fleksibelt arbejdsmarked og så gøre det modsatte. Vi bør kunne overtale de andre partier til at droppe denne skat,« siger Anders Samuelsen, Liberal Alliance.

Han mener, at det i virkeligheden ikke behøver at koste noget helt at droppe multimedieskatten, som er administrativt tung at håndtere for virksomhederne:

»Loven koster på konkurrenceevnen og dermed netto for Danmark. Det er en skat på fleksibilitet, og det er forkert at beskatte noget, som vi alle ønsker mere af. Det er en skat på vidensamfundet, som man kunne vente fra en socialdemokratisk støttet regering. At det kommer fra en borgerligt-liberal regering er meget meget skuffende,« siger Anders Samuelsen til BørsenDigital.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu