Del : SMS
Berlingske Business

Morten Albæk skal få paven op i skyen

Morten Albæk, filosof og partner i investeringsselskabet Voluntas, skal skrive Vatikanstatens digitale strategi. Han er med i Vatikanstatens nye råd for kunst og teknologi. Rådet er velsignet af pave Frans og består af topchefer, virksomhedsejere og stiftere fra verdens førende intellektuelle, teknologiske og kulturelle institutioner.

Pave Frans vil have en placering i skyen. Ikke den sky, som i børnefortællingerne gemmer på Guds milde udtryk, men derimod den sky, vi alle sammen lever og ånder i, hver eneste dag, hver eneste minut, stort set i døgndrift.

Pave Frans har besluttet noget så jordnært som at indtage det digitale univers og dermed blive en del af den transformation, som det globale samfund er i gang med.

Artiklen fortsætter under billedet
VATICAN RELIGION POPE
Pave Frans Foto : CLAUDIO PERI

Er det stort? Ja, det er enormt, for lad os lige kigge ind i den virkelighed, vi alle er en del af. Hvert minut uploades 100 timers video på YouTube. 83 procent af alle mellem 20 og 35 år sover ved siden af deres mobiltelefon.

Mere end 90 procent af alle data i verden er skabt inden for de seneste to år. Der vil være skrevet flere ord på Twitter i løbet af de kommende to år, end der er ord i samtlige bøger, der er udgivet i verden. Og sidst, men ikke mindst. En gennemsnitlig arbejdende voksen bruger mere tid på teknologi og medier end noget andet. Det bruger de i gennemsnit 34 procent af deres tid på. Søvn og arbejde fylder henholdsvis 22 og 19 procent.

Det er den virkelighed, som Vatikanstaten nu vil være en del af, og til at udføre ambitionerne har Vatikanstaten blandt andet indkaldt Morten Albæk, direktør, filosof og medstifter af investerings- og rådgivningsselskabet Voluntas.

Artiklen fortsætter under billedet
BM
Morten Albæk, direktør i investerings- og rådgivningsselskabet Voluntas, tøvede ikke, da han fik en inviation fra Vatikanet. »Det er en invitation, jeg ikke tænkte et sekund på at sige nej til, slet ikke når du ved, hvem Pave Frans er, og hvad han står for.« Foto : Thomas Lekfeldt

Morten Albæk har en fortid som underdirektør i Danske Bank og koncerndirektør for marketing, kommunikation og corporate relations i Vestas. Han er fem år i træk kåret til en af de 100 mest innovative marketingfolk i verden, senest i 2015.

VATICAN-POPE-AUDIENCE

Hvordan Vatikanstaten har fundet frem til Morten Albæk, vides ikke.

»Det er aldrig blevet motiveret. Den korte version er, at jeg har fået en invitation fra kardinal Guiseppe Bertello, der er præsident for Vatikanstaten og blandt pavens nærmeste rådgivere,« siger Morten Albæk, få dage efter at han var til det første møde i Vatikanet.

»Det er en invitation, jeg ikke tænkte et sekund på at sige nej til, slet ikke når du ved, hvem Pave Frans er, og hvad han står for. Jeg blev derimod beæret og stolt over at blive spurgt,« siger han:

»Jeg kan ikke vide, hvorfor de har valgt mig, men en tese kunne være, at jeg i mit virke som erhvervsmand har forstået at forbinde det filosofiske og eksistentielle med en kommerciel og forretningsmæssig tankegang.«

For at forstå invitationens karakter, kunne det være interessant at se nærmere på deltagerlisten, men den er ikke tilgængelig. Deltagerne i mødet har fået at vide, at de må fortælle om deres egen rolle, men ikke om de andres rolle, endsige fortælle, hvem der er med, og hvilke opgaver, de har fået.

Det, vi kan fortælle er, at Vatikanstaten fra den 3. december til den 5. december i år havde indkaldt 40 repræsentanter fra verdens førende intellektuelle, kunstneriske, teknologiske og innovative institutioner, organisationer og virksomheder.

Repræsentanterne tæller topchefer, stiftere og virksomhedsejere fra selskaber som Airbnb, Google, Facebook, Microsoft, Amazon, Ebay, Forbes, TED, SAP, Vodafone, Jawbone og Virgin. Dertil kommer repræsentanter fra kulturinstitutioner som Tate, Louvre og The Metropolitan Museum, ligesom de førende uddannelsesinstitutioner som Stanford University, Singularity og Michigan Institute of Technology (MIT).

De 40 repræsentanter plus repræsentanter fra Vatikanstaten udgør det nystiftede råd »Vatican Arts & Technology«, oversat til dansk: Vatikanets Kunst- og Teknologiråd.

Artiklen fortsætter under billedet
POPE-VATICAN/
Pave Frans har besluttet noget så jordnært som at indtage det digitale univers og dermed blive en del af den transformation, som det globale samfund er i gang med. Foto : TONY GENTILE

Morten Albæk fortæller, at de 40 eksterne medlemmer mødtes i Casina Pio IV, som er hjemstedet for Det Pavelige Akademi for Videnskab, Det Pavelige Akademi for Samfundsvidenskab og Det Pavelige Akademi for St. Thomas Aquinas.

Vatikanstatens råd for kunst og teknologi blev ved personligt brev og dekret velsignet af pave Frans.

Ifølge Morten Albæk har rådet fået til opgave at definere Vatikanstatens digitale strategi, og Morten Albæk har fået en helt central rolle. Han er en blandt tre medlemmer af rådet, som skal skrive udkastet til strategien:

»Vi har fået til opgave at formulere et oplæg til rådets vision samt dets organisation og modus operandi, som forventes at komme til at bestå af underudvalg, for eksempel inden for kunst, teknologi og spiritualitet. Det arbejde skal vi fremlægge ved næste møde i februar 2016, som skal kommentere og godkende oplægget, der efterfølgende præsenteres for og godkendes af pave Frans,« siger Morten Albæk.

Morten

Ifølge Albæk står Vatikanstaten over for nøjagtig de samme udfordringer, som alle andre organisationer og virksomheder står over for.

»Hvis du ikke anerkender og mestrer den nye digitale virkelighed og fremtid, og dermed udnytter de kommunikative, sociale, kulturelle og eksistentielle muligheder, som den repræsenterer, vil du blive afviklet. Og det hvad enten du er en kommerciel, politisk eller spirituel organisation. Det har pave Frans og Vatikanstaten indset,« siger Morten Albæk.

Rådet er derfor heller ikke et ad hoc-råd, som er nedsat alene med det formål at formulere en strategi. Rådet er et blivende råd, der vil fortsætte.

»Nu har jeg ikke talt med pave Frans, men repræsentanter for Vatikanet holdt en række oplæg for os, som vi diskuterede i forsamlingen og i mindre grupper. Det var tydeligt, at Vatikanet ønsker at gøre Vatikanstatens historie og signifikante kulturskat tilgængelig for alle, og ikke kun de få, der bor eller besøger Rom. De har en fortælling, der bygger på en 2.000 årig historie, som de ønsker at formidle via de mest moderne kanaler og teknologier, og dermed i tråd med den tidsånd, vi lever i,« siger Morten Albæk.

Artiklen fortsætter under billedet
BM
Direktør i investerings- og rådgivningsselskabet Voluntas, Morten Albæk, ved ikke, hvorfor Vatikanet har udpeget ham: »Jeg kan ikke vide, hvorfor de har valgt mig, men en tese kunne være, at jeg i mit virke som erhvervsmand har forstået at forbinde det filosofiske og eksistentielle med en kommerciel og forretningsmæssig tankegang.« Foto : Thomas Lekfeldt

Han siger, at det ikke handlede om, at den katolske tro er under pres eller truet af andre religioner. Det handler om formålet og tager afsæt i pave Frans’ tanker om medmenneskelighed og medfølelse.

»Jeg er noget så kedelig som protestant, andre deltagere i mødet var buddhister, ateister og agnostikere. Vi er ikke samlet for at forkynde katolicismen, men for at bringe Vatikanstaten ind i en digital virkelighed og fremtid. Vatikanstaten mener, den nu har en unik mulighed for at digitalisere og modernisere sin kommunikation qua pave Frans personlighed og budskab, som gør ham respekteret langt ud over det katolske trosfællesskab. Hans tanker om åbenhed, fattigdom, klimaforandringer, medmenneskelighed og medfølelse ræsonnerer med mange andre trosretninger og folkeslag,« siger Morten Albæk:

»Det gør ham i mine øjne til en af de mest indflydelsesrige mennesker på jorden netop nu. Jeg forstår til fulde, at Vatikanstaten ønsker at digitalisere hans budskab, så han kan ses og høres af langt flere end de, der sidder i Peterskirken til julemessen.«

I løbet af forrige weekend fik Morten Albæk og de 39 andre medlemmer af rådet en dyb introduktion i Vatikanstatens kulturskatte. Det blev til en eksklusiv præsentation af blandt andet Vatikanets hemmelige arkiver, oplæg i det Sixtinske Kapel og i de tilstødende fire Raphael-værelser, der danner en suite af repræsentationslokaler i den offentlige del af de pavelige lejligheder i paladset. »Du bliver simpelthen ramt af en speciel følelse, når du sidder i sådanne omgivelser. Det at få en eksklusiv rundvisning blandt de enorme samlinger i Vatikanmuseet er en unik oplevelse, som du aldrig havde forestillet dig, at du blev inviteret med til,« siger Morten Albæk.

Morten Albæk

Vatikanmuseet bliver besøgt at seks millioner gæster hvert år, men historien fortjener ifølge Albæk at blive teknologiseret og formidlet til hele verden.

Artiklen fortsætter under billedet
ITALY-VATICAN-POPE-TWEET
Foto : GABRIEL BOUYS

»Det er et privilegium at være en del af Vatikanstatens fornyelsesproces, og det gør det særligt interessant, at opgaven i mine øjne tjener et vigtigt formål, nemlig at dele pave Frans’ universelle budskaber om tolerance, kærlighed og fællesskab. Da vi sad midt i Vatikanets kulturskatte, forstod vi, hvor vigtigt det er at formidle og tilgængeliggøre de foregående 2.000 år på en ny og innovativ måde,« siger han.

Morten Albæk ser ikke opgaven alene som en filosofisk og eksistentiel øvelse, men hans tilgang er også kommerciel, for det handler dybest set også om at forsvare Vatikanets markedsposition.

»Du kan have nok så stærkt et formål, men evner du ikke at kommunikere og tilgængeliggøre dit formål og din eksistensberettigelse, vil din position ganske enkelt forsvinde, hvad enten du er en kirke eller en virksomhed,« siger han.

Når Morten Albæk fortæller om oplevelsen, går der en rum tid, inden omfanget at opgaven bundfælder sig, ligesom den historiske betydning er svær at oversætte i et større perspektiv. Men skåret ind til benet er Vatikanstatens udfordringer ikke anderledes end alle andres, forskellen er, at Vatikanstaten er en spirituel organisation, som har erkendt, at i en digital tidsalder kan du ikke overleve alene på historiske dokumenter, fremragende kunstskatte, du kun kan besøge, når du gæster Vatikanstaten i centrum af Rom.

De fleste, der har besøgt Vatikanstatens museum, har prøvet at stå i kø i lang tid for at blive presset hurtig gennem uden at nå ind til den fordybelse, som kulturskattene inviterer til.

Morten Albæk og rådet skal forsøge at omdanne den nødvendige fortælling til en digital virkelighed.

Efter rådsmødet sidste weekend har Albæk og to andre medlemmer fået til opgave at skrive et manifest for rådet. Det skal indeholde en fundats med en klar strategi og organisation. Det skal præsenteres for repræsentanter for Vatikanstaten før næste møde i rådet, som derefter skal kommentere og drøfte det igennem. Kort tid efter det næste møde skal det fremlægges for paven. Ingen medlemmer af rådet får honorar, men netværket omkring rådet er uvurderligt.

Morten Albæk har i forvejen været en del af globale, betydningsfulde netværk som Clinton Global Initiative og World Economic Forum, men intet kan sammenlignes med det netværk, han får opbygget gennem Vatikanstatens råd for kunst og teknologi.

»Det giver en kontaktflade, jeg på ingen måde ellers kunne komme i berøring med, især ikke med den nærhed og intimitet, som opstår, når vi sidder sammen i Vatikanstatens andægtige omgivelser og med så ædelt et formål,« siger Morten Albæk, som ikke vil sige, at det giver en direkte fordel for hans selskab Voluntas, men dog »et mulighedsrum«:

»Jeg bliver fyldt med inspiration fra mine dygtige kolleger, som jeg forhåbentlig kan omsætte i mit arbejde som investor og rådgiver.«

Morten Albæk er med i det nystiftede råd »Vatican Arts & Technology« – på dansk Vatikanets Kunst- og Teknologiråd. Sammen med to andre medlemmer skal han skrive et manifest for rådet.

13BUSMorten-Albaek.jpg

0 Kommentarer

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere