Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Mobilpriskrig rammer fortsat Telia

Danmarks tredjestørste mobilselskab er fortsat hårdt presset på økonomien men gik 3.000 kunder frem i julekvartalet.

Telia i Danmark er fortsat hårdt ramt af den skrappe konkurrence på især mobilområdet og mistede i fjerde kvartal 7,2 procent i omsætning. Til gengæld fik Telia 3.000 flere kunder.

Dermed lykkedes det at få sat en prop i det hul af frafaldne kunder, som administrerende direktør Søren Abildgaard havde håbet på. Telia havde med udgangen af 2011 1.426.000 danske mobilkunder mod 1.450.000 med udgangen af 2010. Det er dog primært mængden af taletidskunder, der går ned.

Mobilkrigen gør ondt

Omsætningen i oktober-december endte på 1,37 milliarder kroner mod 1,5 milliarder i samme periode i 2010, og det er navnlig mobilkrigen, som gør ondt, ligesom kunderne rykker over på abonnementer med faste priser, og som dermed giver mindre indtjening pr. talt minut.

Telia-kunderne talte godt nok i i gennemsnit 239 minutter om måneden i 2011 mod 234 minutter i 2011. Til gengæld faldt det månedlige forbrug fra 228 kroner pr. måned i 2010 til 204 kroner i 2011.

Driftsresultatet faldt fra 207 millioner svenske kroner i tredje kvartal til 83 millioner i fjerde kvartal, og indtjeningsmargenen dykkede fra 15,2 procent til blot 8,6 procent - det absolut laveste i over to år.

Telia i Danmark ejer lavprismobilselskabet Call Me og er en del af den svensk-finske Telia Sonera-koncern, som ikke alene er Nordens største teleselskab men også blandt verdens ti største mobilselskaber.

Telia kom ud af tredje kvartal (juli-september) med et tab i omsætningen på mobilforretningen i Danmark på 13 procent. Da havde 1.000 kunder forladt forretningen mod 4.000 i andet kvartal.

Stor fyringsrunde i november

Telia fyrede i november 2011 lige over 160 medarbejdere - eller noget nær 20 procent af de ansatte - som led i en større spareplan som følge af faldende indtægter på grund af den skærpede konkurrence i Danmark.

Øjeblikkets store satsning er de nye supermobilnet, kaldet 4G (teknisk mere korrekt: LTE), som kan levere dataoverførsler, der er mindst fem gange hurtigere end på dagens mobilnet.

Slår nettet sammen med Telenor

Telia og Telenor venter i øjeblikket på grønt lys fra de danske konkurrencemyndigheder til at lægge deres to mobilnet sammen, sådan som de aftalte at ville gøre i juni 2011. Godkendelsen var ventet omkring årsskiftet og vil betyde en væsentlig forbedret mobildækning for begge selskaber.

Salget i Telias danske bredbåndsforretning faldt med 0,8 procent til en omsætning på 235 millioner svenske kroner. Væksten i salg af bredbånd og TV kunne ikke fuldt kompensere for det fald, der er i fastnettelefoni, som Telia også udbyder i Danmark. Telia har nu 80.000 bredbåndskunder i Danmark, en fremgang på 1.000 fra kvartalet forinden, og deres gennemsnitlige forbrug er vokset fra 42,7 til 45 kroner. Antallet af fastnetkunder er dog tilsvarende gået tilbage fra 661.000 i tredje kvartal til 647.000 i fjerde kvartal. Driftsresultatet gik tilbage fra 39 millioner svenske kroner i tredje kvartal til 33 millioner i fjerde kvartal.

Danmarks største teleselskab, TDC, kommer med sit julekvartalsregnskab i morgen tidlig, fredag, mens Telenor, som af oprindelse er norsk og i Danmark er næststørst, fremlægger regnskab 8. februar.

Rettelse: Telias kundetal var fejlagtigt i første version af artiklen noteret som en tilbagegang på 3.000 kunder i Danmark. Det er retteligt en fremgang på samme tal.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu