Nokia har besluttet at fyre 600 medarbejdere på grund af uroen på de globale markeder.
5. november 2008, 11:05 – opdateret 5. november 2008, 11:14
Stigende konkurrence og turbulens på det globale marked rammer den finske mobilgigant Nokia hårdt.
Selskabet har derfor meddelt, at det er tvunget til at skille sig af med 600 medarbejdere. Det skriver Computerworld.dk.
Hammeren falder tungst over salgs- og marketingansatte fra Nokias markedsdivision, som er den produktions-, distributions- og salg og markedsføringsgruppe, som Nokia oprettede sidste år som en del af en virksomhedsomspændende omstrukturering. Heraf er 100 af de fyrede medarbejdere fra Finland, hvor Nokia har hovedsæde.
Nokia planlægger ifølge Computerworld.dk også at afskedige omkring 130 medarbejdere, der foretager langsigtet forskning for Nokia Research Center.
Nokias globale administration mister 35 medarbejdere, og virksomheden planlægger at lukke et kontor i Finland og flytte de ansatte derfra til et andet kontor i landet.
Fyringerne træder i kraft fra 1. januar 2009.































