Øget fleksibilitet og en større forsikring om, at kunderne kommer igennem til den rette person, er blandt de fordele, som firma har høstet ved at skifte fastnet ud med mobil.
4. maj 2009, 14:19 – opdateret 4. maj 2009, 14:31
Mobilitet tak. Og en kommunikationskanal direkte til den person, som kunder og kolleger søger.
Sådan lød ønsket hos Product Release Europe, der arbejder med overfladebelægninger som teflon og silikoner.
Løsningen blev at skifte fastnettelefonerne ud med en ren mobil-løsning både i administrationen og produktionen.
»Det har givet os en ny frihed. Vi har eksempelvis ikke brug for en receptionist, for når folk ringer ind til vores hovednummer, bliver de automatisk besvaret af den medarbejder, der er ledig, ligesom de også kan ringe direkte til den person, de ønsker - og fange ham – uanset om han befinder sig på kontoret eller på farten,« lyder det fra direktør Jacob Saabye fra Product Release Europe.
Kræver tilvænning
Skiftet fra den vanlige fastnettelefon til at have en mobiltelefon fastgjort til bæltet har ifølge Jacob Saabye krævet uddannelse.
»Vi havde en indkøringsfase på et par uger, hvor vores medarbejdere skulle vænne sig til, at de ikke skulle løbe efter en fastnettelefon på nærmeste skrivebord, ligesom de naturligvis skulle lære at viderestille og lære andre funktioner – som for eksempel at melde sig ud af linjen, hvis de skulle til møde - og ikke mindst at melde sig ind igen, når det var overstået,« forklarer Jacob Saabye der desuden har vedtaget, at medarbejderne skal slukke mobilen, når arbejdsdagens vanlige otte timer rinder ud.
»Vi har ret striks sagt, at telefonen skal slukkes klokken 16, når der ikke er mere arbejde. Ellers kan de hurtigt blive en slave af altid at have telefonen på sig og føle, at den skal besvares, uanset hvad tid på døgnet det er,« siger Jacob Saabye. Han tilføjer, at det primært gælder medarbejderne i administrationen, mens produktionen i forvejen har meget faste arbejdstider.
Det er omkring tre måneder siden, at virksomheden skiftede til en ren mobil-løsning til alle 35 medarbejdere, og allerede i dag kan direktøren ud over øget fleksibilitet notere sig en lavere regning til telefoni.
Besparelsen lyder på cirka 25 procent, og selv om det ikke var det primære mål, er det i høj grad værd at tage med.































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten