Mobile enheder tager magten fra computerne

Ny teknologi til at understøtte mobilitet står højt på dagsordenen i de danske virksomheder, hvor medarbejdernes arbejdsstationer i stigende grad skiftes ud med mobile enheder.

De skal være mobile. Understøtte de programmer, som vi benytter til at kommunikere gennem dagligdagen - som kalender, e-mail og forretningssystemer. Og så skal de have en skærmstørrelse, der faktisk gør det muligt at få et klart overblik over de ting, der arbejdes med i toget, under besøg hos kunden eller på forretningsrejsen.

Der er dukket et væld af nye mobile enheder op på markedet i forskellige afskygninger inden for kategorier som de såkaldte tablets, der minder om mini-bærbare computere med trykfølsom skærm uden tastatur, e-bogslæsere og mere avancerede smartphones.

Ifølge it-analysevirksomheden IDC er de avancerede mobiltelefoner - smartphones - i så markant vækst, at omsætningen vil overstige salget af bærbare computere i år.

Læs også: Her er alle medarbejdere mobile

Afgørende tendens

- Mobile enheder begynder at tage magten. Endnu har smartphones ikke så høj en penetration i virksomhederne som bærbare computere og mobiltelefoner, men vi vil se dem blive langt mere udbredt og ikke længere blot som et tilbud til enkelte medarbejdere i virksomheder. Det er en afgørende tendens i øjeblikket, siger administrerende direktør for IDC Nordic og Benelux, Per Andersen.

Ifølge IDC vil mere end en milliard mobile enheder have adgang til internettet i 2010, hvis man undlader at medregne pc'er. Der vil i 2010 blive solgt mere end 200 millioner smartphones, mens salget af såkaldte netbook når op på knap 40 millioner.

- Tidligere anså man pc'en som hovedenhed, men sådan vil det ikke være fremadrettet. Smartphones vil blive den platform, hvor de fleste investeringer kommer til at ske, ligesom udviklingen af applikationer i høj grad også er knyttet til mobile platforme, lyder det fra Per Andersen.

Mobilitet er sagen

I efteråret gennemførte IDC en analyse blandt 600 it-chefer i Norden, hvor det netop er løsninger til at understøtte mobilitet, der står højt på it-prioriteringslisterne i de danske virksomheder kun overgået af it-sikkerhed.

Hver tredje angiver, at de vil investere mere i løsninger, der understøtter mobilitet. Danmark er da også et af de lande i verden, hvor flest medarbejdere er mobile.

Teleanalytiker og direktør i konsulentvirksomheden Netplan, Torben Rune, peger da også på, at teknologien i dag er på plads i forhold til at etablere en arbejdsplads med mobile medarbejdere på en velfungerende måde.

- Vi ser en kolossal stigning i datatrafikken på pc'er med indbygget simkort eller mobilt bredbånd. Dermed har brugerne fået en 24 timers adgang til arbejdspladsens systemer, uanset hvor i verden de befinder sig, siger Torben Rune, der peger på den enorme popularitet, som mini-bærbare computere har fået på grund af, at der er tale om en enhed, der er lettere at have med end de større bærbare computere og mere bekvemmelige at arbejde på end en mobiltelefon.

- Den næste bølge, der kommer i virksomhederne om et år eller to, vil formentlig være drevet af Apples iPad og lignende modeller fra andre producenter - netop fordi fysikken og det at enheden er ultratransportabel er det afgørende, mens operativsystemet bliver mindre afgørende i takt med, at langt flere programmer bliver internetbaseret, vurderer han.

Flydende arbejdstid

Generelt er det ikke teknologien, der er den største udfordring i forbindelse med at skabe en arbejdsplads for mobile medarbejdere.

Det er ifølge Torben Rune snarere, at virksomhederne skal indse, at arbejde ikke længere er en ni til fire-funktion, men en disciplin som medarbejderne udøver på mange tidspunkter af døgnet, og når de fungerer bedst.

- Der er stadig virksomheder, der ikke har opdaget, at medarbejdernes arbejdsdag ikke er defineret efter, hvornår de træder ind og ud ad døren til kontoret. Det handler om at få øjnene op for, at begge parter faktisk får mest ud af, at arbejdet er mere flydende, lyder opfordringen.

 



Markedet lige nu