Sveriges erhvervsminister bekræfter, at Nordens største teleselskab fortsat skal sælges, selv om France Telecom mandag morgen sprang fra.
30. juni 2008, 12:49 – opdateret 16. maj 2012, 02:21
Nordens største teleselskab, den svensk-finske Telia-koncern, er solgt om senest to år.
Det siger den svenske erhvervsminister Mats Odell, efter at France Telecom mandag morgen trak sit uofficielle bud på omkring 166 milliarder danske kroner tilbage oven på mislykkede forhandlinger i weekenden.
De to år ligger inden for den borgerlige regerings valgperiode. Og det er fortsat den svenske regerings hensigt at trække sig ud af Telia-koncernen, som den i dag ejer 37,3 procent af.
»Regeringen har fortsat til hensigt at mindske sit ejerskab i Telia Sonera,« siger han i officiel meddelelse.
For lavt bud
Frankrigs svar på TDC bød grundlovsdag, 5. juni, omkring 166 milliarder danske kroner for Telia-koncernen. Der gik dog kun få timer, før Telias bestyrelse havde afvist buddet som for lavt - en holdning, der fik støtte i både den svenske og finske regering, som ejer henholdsvis 37,5 og 13,7 procent af aktierne.
Den svenske regering har sat sine 37,5 procent aktier til salg som led i den største privatisering i landet.
Telenor lurer i kulissen
Den franske tilbagetrækning kan føre til norsk fremrykning.
Norske Telenor - som i Danmark ejer mobilselskaberne Sonofon, CBB Mobil og Tele 2 Danmark, bredbåndsselskabet Cybercity og TV-leverandøren Canal Digital - har fået grønt lys af den norske regering til at få i forhandlinger om at overtage Telia-koncernen, hvis Telenor-ledelsen skønner det farbart.
Telenor og Telia forsøgte i 1999 at indgå ægteskab. Dengang faldt fusionen til jorden i et offentligt skænderi om, hvorvidt der skulle sidde en nordmand eller en svensker i direktørstolen.






























































