En af Danmarks mest bombastiske teknologibegivenheder fandt sted i Århus i weekenden, hvor fremtidscentret, Innovation Lab, havde arrangeret sin årlige NEXT-event.
6. april 2008, 19:28 – opdateret 6. april 2008, 19:34
Mennesker med chips i armen, computeranimerede tegnefilm, tredimensionelle kort over hjernens neuroner og atomernes byggesten, kogt op og serveret med sekunderne efter universets begyndelse.
Eller hvad med TDC-topchef Jens Alder på slap line, syngende Jerry Lee Lewis »Great Balls of Fire« akkompangeret af den spinkle højtaler i hans mobiltelefon?
Der var - i bogstaveligste forstand - højt til loftet, da det århusianske fremtidscenter, Innovation Lab, i fredags skød den femte version af konferencen og udstilling NEXT, Nordic EXceptional Trendshop i gang på det største diskotek i Århus, Train.
Messen, der har til formål at piske en stemning op om innovation, teknologi og almen begejstring for fremtidens mange muligheder, bestod i år både af en konference med oplæg fra såkaldte Mindblowers - folk, der flytter grænserne for, hvad der kan lade sig gøre teknologisk og mentalt, og en udstilling, hvor besøgende kunne pille ved en række af de dimser, vi måske kommer til at se mere til i fremtiden.
Chip i kroppen
En af de absolut mest bemærkelsesværdige indslag var Kevin Warwick, der er professor i cybernetics ved University of Reading.
Den ganske almindeligt udseende midaldrende englænder var den første, der fik indopereret en chip i kroppen - nærmere bestemt direkte ned i nerverne i hans venstre arm. En operation, der siden hen har samt ham i stand til at bevæge robotarme via internettet over en distance på 5.000 kilometer - eller at kommunikere alene med nerveimpulser med sin kone, der har fået foretaget et tilsvarende indgreb.
Men konferencen fandt blandt mange også plads til pinger som den digitale reklamemand David Polinchok, der arbejder for at finde nye måder at bruge reklame i en verden, hvor forbrugerne bliver sværere og sværere at fange, fordi deres medieforbrug er flygtigt og fragmenteret.
Eller som David Polinchock selv udtrykte reklamebranchens store udfordring:
»Overflod af information fører til mangel på opmærksomhed«.
NEXT-eventen er en af de få af sin art i Danmark, fordi den ikke har noget egentlig sigte udover at hylde innovation i bredeste forstand, inspirere og begejstre.
Udstillingen havde sidste dag søndag.


























































