Alle skal have Internet-forbindelser i topfart, uanset hvor de bor. Derfor skal staten spytte mange milliarder ind i nye investeringer, siger ny rapport.
10. september 2009, 11:05
Det må være en menneskeret at have Internet-forbindelse i superfart.
Det mener den norske regering, som ønsker forbindelser på mindst 50 megabit i sekundet - omkring 12 gange hurtigere end en normal dansk bredbåndsforbindelse - til alle i landet. Pris: 7-14 milliarder norske kroner - eller 6-12 milliarder danske kroner.
Statsstøtte er nødvendig
Fornyelsesminister Heidi Grande Røys og kommunal- og regionalminister Magnhild Meltveit Kleppa skal nu finde ud af, hvordan tankerne i rapporten »Mål og virkemidler for bredere bredbånd« kan blive virkelighed. Den er udarbejdet af en arbejdsgruppe nedsat af regeringen.
Rapporten anser det for lidet sandsynligt, at alle norske husstande vil få højhastighedsforbindelser, hvis ikke staten går ind og sikrer økonomien. Mange husstande ligger nemlig så afsides, at de kommercielle aktører ikke har dem i kikkerten.
Også mobilt bredbånd til alle
Det drejer sig om 650.000 husstande og virksomheder.
Oplægget er, at alle bør kunne få fast bredbånd med en hastighed på 50 megabit i sekundet ind i huset og 10 megabit i sekundet ud af huset samt mulighed for mobilt bredbånd via mobilnettet på mindst otte megabit i sekundet ind og en megabit i sekundet ud af telefonen/den bærbare PC.
Der er valg i Norge i næste uge, og den siddende regering sidder ifølge de seneste meningsmålinger løst i sadlen.






























































