Bedre og større brug af ny teknologi skal hjælpe Danmark ud af krisen, siger økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen.
11. marts 2010, 16:35 – opdateret 11. marts 2010, 16:40
IT og ny teknologi bliver et helt centralt værktøj for at få ny vækst i Danmark.
»Regeringen kommer snart med en ny plan for vækst. Et af kerneområderne er IT-området, hele det digitale område. I har nogle af de kernekompetencer, som skal til,«, sagde økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen på årsmødet i IT-Branchen på Børsen i København torsdag eftermiddag.
Erhvervslivet skal forkæles og favoriseres
Brancheforeningens over 500 medlemmer blandt danske IT-virksomheder står for 90 procent - eller 20 milliarder kroner - af den årlige IT-omsætning i Danmark.
»Vi står med et underskud på statsbudgettet på 75 milliarder kroner. Det skal ikke klares ved besparelser og nedskæringer men ved vækst - at skabe nye arbejdspladser og udfordringer. Vi skal som regering derfor gøre, hvad vi overhovedet kan, for at forkæle, favorisere og sikre vækst i det private erhvervsliv,« lovede ministeren, der selv er tidligere IT-ordfører.
Nye, smarte IT-løsninger
Han slog et slag for at få mere konkurrence herhjemme og udtrykte håbet om, at »nye, smarte og innovative IT-løsninger er en af de veje, der skal til for at få mere velfærd«. Derfor opfordrede han de flere hundrede fremmødte til at gribe bolden.
Brian Mikkelsens strategi for vækst i små og mellemstore virksomheder vil komme »om ikke alt for lang tid«.
Den danske IT-sektor beskæftiger omkring 200.000 ansatte.































