Dårlige resultater koster ledelsen penge.
30. september 2009, 08:04 – opdateret 19. maj 2012, 19:39
Topchefen for verdens største softwareproducent, Microsoft, måtte gå ned i løn som følge af et usædvanligt dårligt år for virksomheden.
Steve Ballmers løn blev 5,5 procent mindre for det seneste finansår, hvor Microsoft for første gang i sin 34-årige historie måtte foretage en massefyring. 5.000 medarbejdere skal være væk inden juli 2010.
Løn på 6,5 millioner kroner
Steve Ballmer, der har været koncernchef for Microsoft siden 2000, tjente i alt 1.276.627 dollars (6,5 millioner danske kroner) i det regnskabsår, der endte 30. juni. Året forinden stod der 1.350.834 dollars på lønsedlen.
Selve lønnen på 665.833 dollars steg en anelse, men Ballmers bonus blev 100.000 dollars mindre, nemlig 600.000 dollars, og efter eget ønske modtager han ingen kompensation i form af Microsoft-aktier. Steve Ballmer ejer omkring 408 millioner Microsoft-aktier.
Lønninger fastfrosset
IT-giganten har fastfrosset lønningerne for finansåret 2010 som følge af den trængte økonomi. Microsofts driftsresultat faldt med ni procent i finansåret 2009, og over 12 måneder er Microsoft-aktien blevet 13,6 procent mindre værd.






























































