Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Menneske og computer: 1-1

Sommerferier er ikke skabt til afhandlinger, men til underholdning. Men kan man det med computerstof? Mange har i hvert fald forsøgt det, bevidst og ubevidst.

»Det er menneskeligt at fejle, men skal der gå totalt kuk i tingene, har man behov for en computer.« Dette udsagn fra den amerikanske biologiprofessor Paul Ehrlich, har i årtier trøstet homo sapiens. Vi har behov for at føle os overlegne, men spørgsmålet er, om det stadig holder.

Fakta er, at selv komplekse afgørelser i stigende grad lægges over til computeren, og det er ikke blot, fordi den er lynhurtig. Det er, fordi fejlraten falder drastisk, men det taler man ikke særlig højt om.

I stedet bruger man det pæne ord ’beslutningsstøtte’ om den type software. Altså støtte til de beslutninger, mennesker skal tage, selv om mennesket ofte kobles ud af loopet, så man kan være sikker på, at det ikke går galt.

Men det er såmænd ikke, fordi mennesket er blevet dummere. Vi er bare blevet langt bedre til den svære kunst det er at få den viden, der er akkumuleret i erfarne menneskers hoveder, trukket ud. At få den analyseret, koncentreret og omformet til så klare regler, at computeren ikke kan gå galt.

For træfsikkerheden tæller så også, at computeren jo ikke kommer dødtræt på arbejde efter en nat, hvor ungen skreg. Computeren forstyrres heller ikke af kollegaen, der er gået dum i en opgave.

Og den er ligeglad om personen, som sagen gælder, er øretæveindbydende eller stinker af gammel sved.

Umenneskelig ærlig
»Noget af det umenneskelige ved computeren er, at når den først er programmeret på kompetent vis og fungerer glat, så er den fuldstændig ærlig,« skrev en af mine yndlingsforfattere, biokemikeren Isaac Asimov en gang.

Læseren, der nu mistænker mig for at have fået fat i den store citatbog på nettet, har ret, og der kommer mere. Også af respekt for dem, der har sommerferie, men kæmper med at få hjernen til at indse det.

Isaac Asimov var bestemt ikke blind for problemerne.

»Alle slags computerfejl dukker op for tiden. Du ville blive overrasket, hvis du vidste, hvor mange doktorer, som hævder, at de behandler en gravid mand,« skrev han således.

Computeren kan imidlertid også lidt ekstra på egen hånd, nemlig opdage mønstre – se sammenhænge – som mennesket ikke umiddelbart er opmærksom på kan eksistere. Det mest berømte eksempel herpå er vel fra detailhandlen, nemlig at når mænd er sendt ud for at købe bleer, ryger der ofte en sixpack øl med i indkøbsvognen.

Et af de mest berygtede eksempler på, at mønstret og/eller de indprogrammerede regler kan være helt ude i skoven, tilskrives dog en amerikansk bank. Denne afviste en bette, helt lovlig transaktion fra en mangeårig stenrig kunde som suspekt. Av.

Retfærdigvis bør fortælles, at finansbranchen og dens kunder har fået gevaldig hjælp fra computerens side til afsløring af forsøg på bedrageri, hvidvask af penge og andet snavs. Lige så forsikringsbranchen, om end en og anden forsikringstager måske nok havde ønsket, at det ikke var sådan.

De værste og bedste
Jeg vil slutte med nogle af de citater om computere, som jeg har fæstnet mig mest ved. Citaterne er fra et websted, hvor tunge systemprogrammører samles om alvor og sjov. En link dertil finder du på min blog it-bizzen.blogspot.com, der også er åben for dine indspark.

Starten går med den i USA bosiddende dansker, Bjarne Stoustrup, der er ganske så berømt og især for at udvikle det bredt anvendte programmeringssprog C++.

»Der er en gammel historie om en person, der ønskede, at hans computer var lige så let af bruge som hans telefon. Hans ønske er blevet opfyldt, da jeg ikke længere ved, hvordan jeg kan bruge min telefon.«

Peter Drucker, professor og ledelsesguru, har øje for menneskelige svagheder: »Computeren kan faktisk have forværret ledelsens degenerative tendens til at fokusere indad - på omkostninger.«

Det følgende, meget kendte citat fra 1994 slipper Bill Gates aldrig for at blive til grin over: »Jeg ser meget lille kommercielt potentiale i internettet i hvert fald inden for mindst ti år.«

Mit yndlingscitat gennem alle tider, når det gælder IT-udvikling, lyder således: »At tilføre manpower til et forsinket softwareprojekt, forsinker det blot yderligere«. Sagt af professor i computer science, Frederick P. Brooks. Jr.

I samme boldgade er: »Tilstrækkelige midler til at gøre jobbet korrekt første gang er sjældent til stede. Imidlertid er der rigeligt med midler, der langt lettere kan fås, til gentagne, større redesigns.« Udsagnet er fra verdens største ingeniørorganisation IEEE.

Matematikeren Nathan Myhrvold har sagt følgende: »Software er en slags gas. Den udvides til den fylder beholderen«. Myhrvold stod i en årrække i spidsen for forskningsafdelingen hos Microsoft, der jo løbende leverer bevis derfor.

Afslutningsvis får en politiker ordet.

»De har computere, og måske har de også andre massedestruktionsvåben.« Sagt af Janet Reno, da hun var amerikansk justitsminister, udnævnt af Bill Clinton.


Mest læste - 3 timer



Markedet lige nu